Vi har alle brug for at føle os trygge i vores forhold. Når vi føler os trygge, tør vi give mere af os selv. Men kan vi blive for trygge? Ja, det kan vi godt. Særligt når vores tryghed er baseret på en forestilling om, at vi to hører sammen. Vi er uadskillelige. Vores partner kan ikke fungere uden mig, og jeg kan ikke fungere uden ham/hende. Vi lukker øjnene for virkeligheden og for det, vi ikke vil se i vores partner.
Forholdet bliver idealiseret, og vi skaber sammen de roller, vi hver især skal spille i parforholdet. Roller, der giver os tryghed i, at alt er, som det plejer. Det er konstant, vedvarende, og det er ikke til at ændre. Og for at vi ikke skal mindes for meget om den nådesløse virkelighed, skal vi helst ikke bevæge os for langt væk fra vores roller.
Når vi stikker ud og bliver for autonome i vores forhold, kan vi fjerne den forskellighed, der er kommet mellem os, ved at være kritiske og gøre hinanden forkerte.
Når forholdet lever på ureflekteret grund, og rollerne fastholdes for at bevare roen, mister vi ofte lysten til hinanden. Spændingen og uforudsigeligheden er væk, og vi begynder at kede os.
Hvad er virkeligheden?
Det kan være smertefuldt at acceptere den kyniske virkelighed, men det kan være mere smertefuldt at leve i en illusion og pludselig blive tvunget til at vågne op til virkeligheden.
Der er ingen, der er skabt for hinanden. Vi er alle selvstændige, autonome individer, der har valgt at være sammen, indtil (hvis) vi vælger at gøre noget andet.
Mange par bilder sig selv og hinanden ind i den spæde forelskelse, at de er hinandens eneste ene. Det er noget helt særligt denne gang, og vi er skabt for hinanden. Men virkeligheden viser os, at skilsmisseprocenten er høj, og mange af dem, der bliver skilt, bliver forelsket igen. Så vi må erkende, at vi ikke er skabt for hinanden, men vi kan blive enige om, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at leve så fyldestgørende et liv som muligt.
For virkeligheden er også den måde, vi har valgt at leve sammen på. Hvis vi jagter et ideal om et parforhold med lange, rolige og romantiske rødvinsaftener foran pejsen, kan vi kun blive skuffede, hvis virkeligheden består af tre børn, en hund og en karriere, der kræver det meste af vores opmærksomhed, og som sjældent giver plads til ømhed og nærvær på hjemmefronten.
Parforholdet skal tilpasses den virkelighed, I har valgt at leve i, og med dem, I er. Ikke efter en urealiserbar drøm, der højst kun vil vække skuffelse, ensomhed, ligegyldighed og utilfredshed med partneren.
Intet er konstant
Vores parforhold skal også tilpasses der, hvor vi er i livet. Intet forbliver det samme, som da man mødtes. Længere parforhold går gennem flere forskellige livssituationer og måske endda kriser. Vi får børn. De flytter hjemmefra. Vi mister måske vores arbejde, oplever sygdom eller dødsfald. Vores liv forandrer sig, og som person forandrer man sig hele tiden. Det skal der også være plads til i parforholdet.
At vi forholder os til vores aktuelle livssituation og ikke de fastlåste roller, vi er blevet tildelt. Vi kan ikke ønske os en ambitiøs partner med stærk vilje, hvis vedkommende er midt i en depression, og vi kan ikke forvente hengiven opmærksomhed fra vores partner, hvis vedkommende er midt i en krise. Vi må forholde os til, hvordan verden ser ud i den givne situation, og hvordan den ser ud med vores partners øjne.
Balance
Det optimale er, når forholdet kan balancere mellem stabilitet og bevægelse, tryghed og uforudsigelighed, samhørighed og autonomi. Når vi kan rumme, at vores partner har sin egen frie vilje og er forskellig fra os. At vi ikke er én.
Længes I efter et mere reflekteret forhold? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
