Trækker du dig i parforholdet?

parforhold-trækker-sig

Det er ganske simpelt umuligt at komme helt tæt på en anden, når der er noget af dig selv, du skjuler

Når du ikke accepterer dig selv som den du er, med evt. ‘fejl’ og ‘mangler’, vil du oftest prøve at gemme dele af dig selv, for din partner. Det sker for det meste for at undgå, at være selvafslørende, og for ikke at vise de sider vi er knap så stolte af. Med andre ord, vi viser de sider vi vil identificeres med, men ikke nødvendigvis det, der stemmer overens med hvad der sker på indersiden. Vi holder altså noget af os selv tilbage.

Når vi holder noget tilbage, bliver det på bekostning af intimitet og nærvær. Vi har ikke tillid til at den anden virkelig vil os, hvis de så, hvad der foregik på indersiden. Og vi tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at afsløre sig selv.

Måske af angst for at blive forladt, hvis vi blev afsløret. Hvis han / hun bare vidste hvad der foregik på indersiden, ville vedkommende gå / tænke jeg var tåbelig / synes jeg var for klæbende… Men er det nu også sandheden? Eller er det tidligere erfaring der bringes i spil, som ikke er afstemt i dit nuværende forhold?

Eksempel:
Det kan være at du ikke vil afsløre for din partner, at du føler dig utilstrækkelig eller usikker, når vedkommende vælger at tage til firmafest, frem for at blive hjemme hos dig, nu hvor du er lidt småsyg (måske fordi du ikke selv vil acceptere, at du er usikker).

Så i forsøget på at undgå selvafsløring, bliver vi mere optaget af, hvilke indtryk af os selv, den anden skal efterlades med (vedkommende skal ikke se jeg føler mig utilstrækkelig og usikker). Så vi får ikke taget hånd om vores følelser, eller taget dem alvorligt. De må ikke være der.

“Næ, jeg er sgu da ligeglad, du kan bare tage afsted og hyg dig endelig med kollegaerne. Jeg har heldigvis betænksomme venner, der kommer og ser til mig i aften” svarer du måske lidt vredt og afvisende.

Eller måske du holder din skuffelse nede, fordi du ikke vil virke krævende eller i vejen for en firmafest. Jeg vil i hvert fald ikke tvinge hende/ham, hvis hun/han ikke har lyst til at blive hjemme, skal det i hvert fald ikke være for min skyld.

Det kan også være du snøftende og let hulkende svarer “Du skal slet ikke tænke på mig, jeg ligger bare her i sengen med mit glas vand og klarer mig nok til i morgen. Men vil du ligge min telefon her ved siden af, hvis jeg skal ringe efter en ambulance senere”.

En barriere imellem jer

Det du giver din partner, er en barriere og selv bliver du efterladt alene med de følelser og måske en forstærket tro på at de ikke må være der, og at du ikke er elskværdig fordi du er usikker. Du blev ikke mødt i din usikkerhed (det hvor du er) og dine behov er ikke blevet italesat. Men de er der.

Ikke nødvendigvis et behov for / eller et udtryk for, at vedkommende skal blive hjemme fra firmafesten fordi du føler dig usikker. Men måske en forsikring fra din partner om at “det er dig jeg vil” eller “jeg glæder mig til at komme hjem til dig igen” på vej ud af døren, og en mulighed for at føle sig elsket på trods. Også selvom vedkommende drager afsted til firmafest. Men endnu vigtigere, fordi du accepterer at du har den følelse, deler den og opdager at din partner stadig elsker dig. Også selvom du måske er besværlig.

Nærvær og intimitet går to veje

Når vi ikke bliver mødt, så trækker vi os, men hvis vi ikke viser os, bliver vi aldrig mødt. Nærvær og intimitet handler ikke kun om hvad vi kan få fra den anden, men også hvad vi giver af os selv. Og jo mere vi tør dele, des mere kan vi føle os mødt og nær den anden. Og jo mere vi tør dele, des mere kan vi føle os mødt og nær den anden.

Men når vi bliver mødt af den anden, der hvor vi er overbevist om at vedkommende vil forlade os. Og opdager at vedkommende stadig elsker os, på trods. Lige der mærker vi, at vi føler os elsket. Og lige der giver vi og plads til at have de følelser vi har, så vi ikke behøver at trække os.

 

Book tid her

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi).