Tag dig selv alvorligt

tage-sig-selv-alvorligt

Det er længe blevet kaldt både uforskammet, selvcentreret og arrogant, når vi giver os selv den frihed at tænke på egne behov, frem for andres.

Helt fra barns ben har vi lært at indordne os normen og tilpasse os fællesskabet, og det giver i mange tilfælde rigtig god mening. Vi lærer bl.a. hvordan vi skal opføre os i trafikken, og at dem omkring os, har grænser vi skal respektere, hvis vi fortsat vil have dem omkring os. Det betyder imidlertid også, at vores egne grænser ofte tilsidesættes, og at fællesskabet bliver på bekostning af egne behov.

Lille Søren sidder på gulvet og leger med sin nye bil og er vildt optaget af den og sin leg. Sofie kommer ind i rummet og vil også gerne lege med Sørens bil, hun tager bilen ud af hånden på ham. “Ej Søren, Sofie må da godt låne din bil, se, hun låner den jo bare, og du får den igen når hun er færdig”. Det er vigtigt for Sørens mor, at han lærer at dele og er samarbejdsvillig, og det lærer han i dette tilfælde, ved at tage Sofies behov mere alvorligt, end hans egne. Og som bonus, så synes Sofies mor måske også, at Søren er en sød dreng, hvilket smitter positivt af på Sørens mor.

Eller når mor og Lily er ude at handle og Lily kigger på kurven med jordbær, indtil mor afbryder og siger “Flyt dig lige Lily, damen skal forbi”. Der findes masser af eksempler på, hvordan vi har lært ikke at tage os selv alvorligt.

Når det er sagt, er det herudover en hårfin balance at jonglere mellem det, at være et selvstændigt individ med egne behov og grænser, og samtidig være en del af fællesskabet. Vi kan ikke sige os fri fra, at skulle file lidt hist og her i et fællesskab, men vi kan blive langt bedre, til at lytte til os selv og mærke efter hvor vores grænse går. Vi kan også blive langt bedre, til at gå ud i verden og skaffe os det vi har brug for (på en respektfuld måde), istedet for at vente på, at nogen forærer os det.

Og en ting er sikkert… Vi behøver ikke være tilskuer til, at Sofie tager vores bil! Det er okay at tage sig selv alvorligt, protestere og sige “nej, jeg er lige i gang med noget”.

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.