Ofte vil vi gerne dele skylden med andre, eller – hvis muligt – helt frasige os den. Hvis vi frasiger os skylden, giver vi også afkald på at træffe selvstændige beslutninger. I det øjeblik du selvstændigt beslutter noget, har du ansvaret for det, og derved tager du skylden på dig.
Lad mig komme med et eksempel:
Du er ude at gå tur med din datter, Ida på 5 år. I går forbi en iskiosk, og Ida vil gerne have en is. I er egentlig på vej hjem for at lave aftensmad og du synes ikke, det er en god idé, at hun spiser is nu.
Du siger “nej”, og Ida bliver straks vred og begynder at græde. Det er her skylden kommer ind i billedet. Kan du bære, at Ida nu er ked af det, fordi du sagde “nej”? Kan du holde fast i din beslutning om, at hun har bedre af at spise aftensmad først? Kan du rumme, at hun synes, at du er dum, fordi hun ikke må få en is?
Det er her, de fleste giver køb på deres beslutning og overbevisning om, hvad der er bedst for Ida. Vi kan ikke bære, at nogen synes, vi er dumme eller tarvelige, så vi skynder os at glatte ud.
Det gør vi ofte ved at bedøve hendes naturlige reaktion i håb om at opnå en form for forståelse. “Du kan jo nok forstå, Ida, at det er for din egen skyld. Det er ikke en god idé at spise is nu, når vi skal have mad om en halv time. Kan du ikke godt se det? Vi skal hjem og lave frikadeller – du elsker jo frikadeller.”
Vi kan også smide skylden videre, ved at sige, at det er tandlægen, der har sagt, at hun ikke må få så mange is, fordi det ikke er godt for tænderne, eller at tandfeen så ikke kommer mere.
Eller vi giver efter med en afsluttende kommentar “men så får du heller ikke flere denne uge – er det en aftale?”. Hvilket betyder, at Ida på 5 år nu skal tage ansvaret for den aftale I laver, næste gang hun vil have en is.
Selvom det er hårdt at skulle være skyld i, at Ida bliver vred og ked af det, er det imidlertid bedst for alle parter, hvis du tager ansvaret og skylden på dig og siger “jeg kan godt se på dig, at du synes, jeg er dum nu, og det er helt i orden. Det er dog mit ansvar at sørge for, at du får ordentligt mad, og det har jeg tænkt mig at leve op til.”
Hold fast i den, og sådan slipper du for endeløse forhandlinger og magtkampe, som ikke er til gavn for nogen af jer.
Ovenstående eksempel kan lige så godt være din chef, der spør’ dig om du kan overarbejde, eller din kæreste der forventer et eller andet af dig. Uanset situationen vil det være befriende for dig at sige, hvad du vil og ikke vil – uden at være bange for at tage ansvar for det.
Befriende fordi du ikke behøver at bekymre dig om at blive forstået, eller de lange, seje samtaler hvor I – for enhver pris – skal nå til enighed. Nogle gange er vi bare ikke enige og kan bare ikke forstå hinanden, og sådan er det bare.
Overvejer du at tale med en psykoterapeut?
Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.
