Ofte når vi tænker på kærligheden mellem to personer, så skal den helst være lige. Du skal elske mig lige så meget, som jeg elsker dig. Og gerne lidt mere, men i hvert fald ikke mindre!
Dette behov bliver i praksis ofte udspillet med tanker som: “Hvis han/hun ikke gider hjælpe mig med (afslut selv sætningen), så gider jeg i hvert fald heller ikke (afslut selv sætningen)”. Eller: “Hvis han/hun ikke engang vil gøre (afslut selv sætningen) for mig, så vil jeg heller ikke (afslut selv sætningen) gøre det for ham/hende”.
Og sådan kan vi begge gå rundt og ønske, at vores partner ville gøre noget for os, mens vi ikke gider gøre noget for ham/hende. Det får os til at føle os som magtesløse, udmattede krigere, alt imens vi bare drømmer om at kunne være lykkelige. Og det starter hos den anden! Ansvaret for vores fælles lykke tager vi ikke selv på os, men vi placerer det hos vores partner, og hvis han/hun f.eks ikke gider deltage i køkkenet, så er det hans/hendes skyld, at vi ikke er lykkelige som par.
Når vi er fanget i et sådan mønster, sker der ofte et eller flere af følgende:
- Vi glemmer at spørge om det, vi har brug for, og det, vi vil have hjælp til. Vi opfatter det som åbenlyst og som en selvfølge, at han/hun selv kan se det. Det burde således ikke være nødvendigt at spørge om – til trods for at alt peger på, at det er nødvendigt at fortælle det, da vi meget sjældent prioriterer, tænker og føler ens.
- Det kan også være, at du tænker, at hvis han/hun virkelig elsker mig, så vil han/hun også hjælpe, uden at jeg behøver at spørge. Det skal helst komme helt af sig selv, og det er beviset på, at han/hun elsker dig lige så meget, som du elsker ham/hende. Men virkeligheden er måske, at din partner elsker dig højere, end du tror; han/hun kender bare ikke til dit behov.
- Der er også dem, der ryster på hovedet og siger, at de har sagt det 100.000 gange før og har prøvet alt, men intet virker. Her er det vigtigt at nå til erkendelse af, om du har spurgt, eller om du har krævet. At spørge er at give den anden et frit valg til at sige ”ja” eller ”nej”. Ingen bryder sig om at blive krævet noget af. Det er ikke værdigt, og det ender ofte med en skuffelse, da ønsket eller behovet sjældent bliver indfriet.
Problemet er, at vi ikke vil tvinge vores partner til at elske os – det er ikke værdigt. Han/hun skal elske os af sin egen fri vilje. Men vores partner ved ikke, hvordan vi ønsker at blive elsket, og han/hun elsker, som han/hun har lært bedst. Når det ikke stemmer overens med de ønsker, vi har, går det ofte galt, og vi bliver frustrerede og vrede. Vores forsvar og gamle handlemønstre tager over, og projektet – at gøre sig selv elskværdig (som det er i fri kærlighed) – bliver svært at gennemføre. Kærlighed skal komme af sig selv og gives frivilligt. Ingen vil kræve eller kræves kærlighed af en anden. Det føles uværdigt. På samme måde som forståelse heller ikke er noget, der kan kræves og forlanges på kommando.
I stedet for en krævende holdning og en krampagtigt insisteren på, at den anden skal indse og forstå, kan vi forholde os åbent til hinanden med en mere sårbar holdning, hvor vi spørger ind til hinanden om den hjælp, vi har brug for. Vi kan spørge på en sådan måde, så den anden er fri til at modtage eller afvise ønsket. Hermed behandler vi heller ikke den anden som et objekt, der skal gøre, hvad jeg siger.
Ofte reagerer vi ikke på det, den anden rent faktisk siger eller gør, men på det, vi forestiller os, at den anden mener med det, han/hun siger eller gør. Og for par, der er usikre på hinanden, vrede, skuffede og kede af det, kan en sådan automatreaktion skabe problemer, da det er et forsøg på at kontrollere den anden eller få den anden til at elske sig. Hvis du vil mærke jeres kærlighed, må du kommunikere med din partner, og du må samtidig lære at være stille og lytte.
Overvejer du/I at tale med en parterapeut eller en psykoterapeut?
Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening og har flere efteruddannelser i parterapi. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.
