Sig nej! Det er ikke dit problem

Lær at sige nej

Vi jages ofte af dårlig samvittighed, når vi tager den frihed at vælge os selv frem for andre, og siger “nej”

Hermed ikke sagt at det ikke er godt, at vi hjælper hinanden. Jeg mener, hvordan ville denne verden se ud, hvis alle var ligeglade med hinanden og ingen gad hjælpe en ven i nød. Det er en god menneskelig egenskab at ville hjælpe sine medmennesker, men det er også helt i orden at sige “nej” når det ikke passer, og det er her vi har balladen.

Mange er opdraget til at indordne sig fællesskabet og aldrig sætte sig selv først. Det er godt til en vis grænse at kunne indordne sig, men der skal også være plads til én selv i fællesskabet. Vi har også lært, at det er skamfuldt ikke at ville hjælpe andre, og at være optaget af sig selv. Vi skal altså først og fremmest tænke på andres behov.

Derfor har mange svært ved at sige “nej“. Det er langt nemmere at overse sine egne behov og sige “ja”, end det er at leve med den angst og dårlige samvittighed det kan give at sige “nej”. Der sker ikke noget ved at sige “ja”, selvom du ikke lige har lyst – problemet opstår når du lander i rollen som “den alle bare lige kan ringe til, når de skal have hjælp” eller når du oplever at deres anerkendelse er vigtigere for dig end dine egne behov. Det kunne f.eks. være hvis du gang på gang finder dig selv i situationer som nedenstående.

  • Chefen har kludret i vagtplanen og har brug for, at du træder til lørdag aften, hvor han ikke selv kan. Du siger ja og aflyser din egen aftale
  • Din nabo har brug for hjælp med at flytte, og vil gerne spare flyttemanden væk, så den søndag du har set frem til hele ugen, bruger du nu på at slæbe flyttekasser.
  • Din niece har fødselsdag, og din søster spør’ om du ikke lige kan bage fødselsdagsboller til 30 personer – du er jo så god til det.
  • Din veninde har brug for en til at lytte for 30. gang, om hvor træt hun er af sit job, og hvor svært det hele er, og hun ved ikke hvad hun skal gøre.

Du ved ikke, hvordan du kan sige “nej”. Tanker flyver igennem dig som “det kan man da ikke”, “ej, du burde altså også”, “så vil hun ikke kunne lide mig”, “så bliver hun sur og fornærmet”, “så skal jeg bare høre om det til de næste 8 familiefester”, “så er det min skyld…” osv.

Den gode nyhed er, at de allesammen er dine tanker, og det er op til dig at ændre mønsteret og begynde at sige “nej”. Det kan faktisk lade sig gøre. Og dem omkring dig, vil som oftest respektere dit valg og være mindre krævende fremover, hvis du mener det og sætter grænser.

Husk at man ikke behøver forklare eller undskylde et “nej“!

Overvejer du at tale med en psykoterapeut?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.