Ser du spøgelser overalt?

sandhed-virkelighed

Vi vælger, hvad vi vil se, og det, der er din sandhed, er ikke nødvendigvis hele virkeligheden.

Kender du det: Du ved lige præcis, hvordan det hele hænger sammen, når din kæreste ikke kommer tidligt hjem fra firmafesten fredag aften. Du har siddet og ventet i flere timer, og i ventetiden er tankerne om, hvad der foregår til festen, blevet større og værre, og for hvert minut virker det, for dig, mere og mere sandsynligt, at det er sådan, det må hænge sammen. Du er ved at blive forladt, du er ikke god nok mere, han/hun har fundet én, der er mere interessant osv.

Disse katastrofetanker, er der mange, der kender til, og de kan opstå når som helst og hvor som helst. Det sker, når vores kæreste ikke gør eller siger ”det rigtige”, nemlig det, du har brug for og havde håbet på. De trigges oftere på dårlige dage og mindre på de gode.

For dem, der ofte går og ser disse spøgelser, kan det føles voldsomt udmattende og opslidende. Det kan være en tilstand med alle nerver og følelser blottet på ydersiden af huden, og de kan nærmest fremkalde en panisk angst.

Det er ikke mærkeligt, at det kan føles så voldsomt. For selvom du måske er ved at beskytte dig selv mod chokket af en afvisning ved at forberede dig på det, så er du i de fleste tilfælde i fuld gang med at gennemleve det, du frygter mest, hver gang du udsætter dig selv for dette mønster. Og det sker, imens kæresten måske bare hygger sig med sine venner og glæder sig til at komme hjem til dig. Men det ser du ikke, du ser kun spøgelserne.

I takt med at spøgelserne har vokset sig større og større, og i forsøget på at undgå en afvisning og blive forladt reagerer du måske med at isolere dig, tage afstand eller afvise din kæreste, inden han/hun kan nå at afvise dig. Du har måske givet dig selv en god undskyldning for at holde vedkommende i en armslængde, hvilket kan være en helt naturlig forsvarsmekanisme. Hermed ikke sagt, at det er den mest hensigtsmæssige reaktion, men ikke desto mindre er det en måde at beskytte dig selv på.

Selvom din intention måske er at holde fast i forholdet, kan selv samme spøgelser være destruktive for forholdet, og i de fleste tilfælde bliver det en negativ spiral. Jo flere spøgelser, des mere afstand kommer der mellem jer, og du får derved endnu flere grunde til at se spøgelser. Måske kan du mærke, at du er ved at ødelægge dit forhold, fordi du ikke kan se en vej ud af dette mønster. Samtidig er det for din partner et umuligt ansvar at bære, nemlig at sørge for at holde dine spøgelser væk – det skal du selv gøre.

Gå op i helikopermode og se det hele lidt ovenfra

At give slip på dét, vi ønsker allermest, er måske en af de sværeste opgaver i livet. Vi kan ikke kontrollere vores parforholds skæbne, og du kan heller ikke tænke eller analysere dig frem til en garanti for, at parforholdet holder for evigt. Der er ingen anden vej end at give slip på tankespindet, turde være sårbar og have tillid – ikke mindst til dig selv.

Du ved måske godt inderst inde, at dette mønster ikke er hensigtsmæssigt, men i situationen, når følelserne tager overhånd, kan der være voldsom angst forbundet med at turde at have tillid og give slip på spøgelserne. Alt i kroppen skriger efter det velkendte forsvar, til trods for at det i længden er opslidende for både dig og din partner.

Prøv i stedet at blive opmærksom på, hvad det handler om. Hvad er det, der sker inde i dig, når disse katastrofetanker er i spil? Sandsynligheden for, at han/hun bare hygger sig med kollegaerne, eksisterer jo også, men det er ikke dén virkelighed, du ser. Så hvad er det, der gør, at du vælger at se spøgelser?

Der vil altid være en risiko forbundet med at elske en anden, nemlig at vi kan miste vedkommende. Uanset om vi forsøger at forebygge eller ej.

Kunne du tænke dig at blive mere opmærksom på dine katastrofetanker? Du kan læse meget mere om psykoterapi her.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)

Book tid her