Vi er alle, en helt unik skabning bestående af atomer af carbon, hydrogen og oxygen, samt levende celler med DNA og 46 kromosomer. De fleste af os har to øjne, to ben og vi bliver mere eller mindre født og går herfra på samme måde. Vores eksistens er helt grundlæggende lige værdig.
Alligevel higer vi efter en følelse af værdighed f.eks. ved altid at sige “ja” til rollen som kontaktforældre, selvom du har nok om ørerne (du er jo så tjekket). Eller hjælpe med at bage kage til din venindes datters fødselsdag (du er jo så god til det), selvom du hellere bare ville tage en slapper på sofaen. Eller låne din bedste kjole ud til din veninde, selvom du egentlig gerne selv ville have den på (du har jo så supergod stil).
Uanset hvor meget du anstrenger dig i hverdagen for at føle dig værdig, ved at være noget for andre, opnår vi aldrig helt det mål. De andre vil alligevel være “bedre”, klogere, smukkere og måske mere succesfulde. Det er de måske også? I hvert fald så længe du behandler dem bedre, end du behandler dig selv.
Tænk over det! Efter alle de gange og i alle de år du har aset og maset og sagt ja, selvom du mente nej, har det hjulpet? Føler du dig i dag som et fuld værdigt menneske og medlem af gruppen, hvis eksistens er lige så berettiget som alle andres?
Måske det hjælper lige i øjeblikket, når du har stået og svedt i 2 timer for at bidrage med bulgursalat til forældremødet og alle roser den, så føler du dig måske stolt over din bedrift, men når du går hjem, tager du så følelsen med dig og holder den til ugen efter?
Det er superfint at hjælpe andre, det er en dejlig følelse. Når du altså vil, og ikke når du føler at du skal.
Din berettigelse er helt og alene i kraft af den du er og ikke hvad du gør.
Der er mennesker omkring dig der holder af dig, lige præcis for den du er. Selvom du siger “nej” til at hjælpe, er uenig med sidemanden til din nieces konfirmation, eller deltager i en konflikt.
Så hvorfor bliver vi ved med at kæmpe?
I takt med at vi “kæmper” og i håbet om at føle os værdige, lytter vi ikke til os selv inderst inde. Vores værdighed findes ikke i andres anerkendelse, men når du anerkender dig selv. Det er din egen indre følelse der gør forskellen, og hvordan du behandler dig selv. Derfor kan jeg bedre lide ordet selvfølelse fremfor selvværd. For hvis det ikke er dig, hvem bestemmer så hvad et værd er værd?
Det er så ensomt og livsfrarøvende at føle sig “ikke god nok”, det gør ondt helt inde i sjælen og knoglerne, og det er de færreste der kan snakke med nogen om det. Det er tabu og bliver betragtet som svaghed (til trods for at de fleste kan nikke genkendende til det).
Så hvordan behandler du dig selv? Kærligt? Går du rundt og måler og vejer dig med andre? Du er ikke alle andre, du er dig og du er lige den du skal være. De andre er “de andre” og vi er alle (heldigvis) forskellige, så hvordan kan du måle dit værd med andre?
Det er i følelsen inde i dig, at du finder dit eget værd. Når du tager dig selv alvorligt og behandler dig selv ordentligt. Siger “nej” når du mener nej (også selvom det er svært). Når du anerkender at det du føler, mærker, tænker, synes og mener, er dit, og det er rigtigt, i kraft af at du føler, mærker, tænker, synes og mener det. Det er ikke forkert fordi det er anderledes, end hvad andre føler, mærker… det er bare der, der er forskel på dig og mig.
Det er ved at anerkende hele dig og ved at tage ansvaret for dig selv, at følelsen af et værd opstår inde i dig selv.
Overvejer du at tale med en psykoterapeut?
Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.
