Mit parforhold keder mig

Kedeligt parforhold

Er du nået dertil, hvor du ikke rigtig gider at gøre dig umage i dit forhold mere?

Når du kommer hjem fra job, hopper du i joggingtøjet? Aftensmaden er bare noget, der skal overstås, og den lækre anretning med et godt glas vin er skrumpet ind til et par hurtige håndmadder eller noget, der kan bikses sammen på 15 minutter? Du gider ikke tage initiativ til noget, og er Netflix en fin redning for ikke at behøve at lave noget sammen?

  • Gider du ikke rigtig gøre dig umage mere, og det gør din kæreste egentlig heller ikke? Og har du en følelse af, at det hele ikke rigtig nytter noget?
  • Er jeres hverdag blevet for rutinepræget, hvor den ene dag bare tager den anden?
  • Oplever I, at I begge har for travlt i løbet af dagen med hvert jeres, og at I derfor ikke har overskud til hinanden? Eller har I bare ikke noget at tale om mere?
  • Er det hele blevet for trygt og forudsigeligt? Er der ikke noget på spil, og er dynamikken og spændingen forsvundet?

Uanset årsagen må du spørge dig selv, om det var dét, du drømte om, da I mødte hinanden? Og er det sådan, du ønsker, at I skal leve sammen resten af livet? Hvis ja, så behøver du ikke læse videre. Men hvis ikke, så hank op i initiativet og find energien til at forandre dette mønster. Din kæreste har det sandsynligvis på samme måde som dig, og de fleste, der lever sammen på denne måde, ender med at blive nedtrykte og ensomme, hvis ikke de ender med at give op og gå deres vej.

Der skal en forandring til for at bryde dette mønster, og I skal erkende, at selvom jeres forhold måske virker trygt, er der ingen garanti for, at det holder for evigt. Er det først slut, er det ofte for sent, og så nytter det ikke bagefter at ønske, at du havde gjort noget mere.

Gør noget andet

Få øje på de ting, du er glad for, ved din kæreste. Umiddelbart skulle man mene, at I er sammen af en årsag, og gør dig umage med dit forhold. Et parforhold kan sjældent passe sig selv, men kræver, at vi gør noget for hinanden og har lyst til hinanden. Du vil hurtigt mærke, at du selv bliver gladere og føler dig mere levende, når du gør dig umage. Og med tiden vil I sammen kunne ændre mønstret, for din kæreste vil med stor sandsynlighed også hoppe med på vognen, hvis han/hun kan mærke, at du er på, at du vil ham/hende, og at du synes, at han/hun er interessant.

  • Lav en lækker middag til jer to
  • Sæt tid af, bare til jer to
  • Inviter på en tur i byen
  • Vær nysgerrig
  • Lad opvasken stå, og find på noget spontant sammen
  • Vær lidt mere legende og lidt mindre seriøs

Lad være med at vente på, at han/hun tager initiativ. Du er nu opmærksom på, at du vil noget andet, og det er han/hun måske ikke.

Overvejer du/I at tale med en parterapeut eller en psykoterapeut?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening og har flere efteruddannelser i parterapi. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.