Når manglende sexlyst skaber konflikter i parforholdet

Manglende sexlyst

Er den manglende sexlyst blevet en konflikt i mellem jer?

Mange par oplever at den ene eller begge har manglende sexlyst og intimitet i parforholdet. Det kan forsage følelsesmæssig afstand, konflikter, frustration og skyldfølelse mellem parterne, og det er ofte et emne, de sjældent taler om. De går begge med deres egne antagelser om, hvad den anden tænker eller føler, imens afstanden imellem dem vokser sig større og større.

Nogle par begynder også med tiden at undgå fysisk kontakt, kys og berøring, for at undgå at skulle afvise den anden, eller give falske forhåbninger. Et parforhold kan være velfungerende uden sex, men uden intimitet og berøring, går det sjældent godt i længden.

Med tiden kan parforholdet blive til et partnerskab, eller en familiefabrik, hvor parterne måske er gode til at få hjemmet til at fungere rent praktisk, men erotikken, spændingen og intimiteten mellem dem, er væk.

Mange af de par der kommer i min praksis, med fravær af intimitet og sex, fortæller ofte at de ikke ved hvor de skal begynde. Den ene savner nærvær og hjælp i hverdagen, for at få sexlysten tilbage, og den anden fortæller at nærværet er afhængigt af intimiteten mellem parterne. Sådan de går og venter på hinanden, og har måske gjort det i flere år, uden at nærme sig hinanden.

At få lysten tilbage, sker ikke altid bare helt af sig selv

Mange venter på at lysten på magisk vis skal dukke op af sig selv. Måske på næste ferie, eller i weekenden når børnene skal passes. Og når der endelig er tid og overskud, så kommer der noget andet i vejen. Nogen har endda affundet sig med, at sådan er det bare. Jeg har manglende lyst, og sådan er det.

Nogen gange bliver det også partnerens skyld eller ansvar at der er manglende sexlyst. Hvis du bare gjorde noget mere eller mindre, så kunne det være jeg kunne få lyst.

Men alt for ofte er det fordi vores egen adgang til lysten er blokeret. Hverdagen er måske pakket med praktiske gøremål fra morgen til aften, og der er dårlig tid til at trække vejret. Eller måske konflikterne tages med ind i soveværelset. Måske der er bundet andre fortællinger op på den manglende sexlyst.

Men lysten er inde i os selv og den manglende lyst, skal vi derfor selv tage ansvar for. Hvis vi vil mærke lyst, skal vi tage kontakt til følelsen. Lige som hvis vi vil være glade, skal vi finde noget at glædes over.

Aktiver din manglende sexlyst og hold den ved lige

At skabe forbindelse til sin lyst, kræver ofte at vi skal gøre en aktiv indsats og nogle gange påvirkes udefra. Sexlysten skal prioriteres, ligesom træning skal prioriteres. En six-pack kommer heller ikke af sig selv.

At være i kontakt med lystfølelsen er legende, spontan og forbundet med nydelse. Den har ikke noget formål, da det er ren fornøjelse. Det er i stor kontrast til, hvordan de fleste lever deres liv, hvor der er meget pres på i hverdagen. Mange lever med skarpt fokus på pligter, burde og skulle, og meget lidt ’vil’. Sexlyst er alene forbundet med ’vil’. Firkantet set, kan man også beskrive det som forskellen på at overleve og at leve.

Så ved manglende sexlyst, må vi give os selv lov til at nyde. Bare fordi. Det kan være 5 min. om dagen, eller en time. Men der er intet ’burde’ i det tidsrum.

Se verden med de erotiske øjne. Rør ved dig selv og mærk din krop. Lad dig inspirere af erotiske noveller, serier eller film. Brug fantasien og forestil dig dybe kys og berøring. Tænk på hvad der tænder dig og hvad du drømmer om. Oplev dig selv som et seksuelt menneske, og ikke en robot. Giv dig tid og husk dybe vejrtrækningen.

Hvad der dræber lysten

Der kan være mange ting der dæmper lysten, herunder bl.a. hormonelle forandringer, sygdom, bestemte farmaka med netop denne bivirkning, smerter, og selvhad. Det jeg ofte oplever der går galt mellem par, er når sex er bliver til en præstation. Når der skal leveres en vare, og parterne gør hinanden ansvarlige for egen orgasme.

Det kan også være når sex bliver til ’burde’. Det er en sikker lyst-dræber, og her er det vigtigt at tage burde ud af akten, og at parterne får forventningsafstemt. Eller når sexlivet er blevet mekanisk, og ingen af parterne er helt til stede. De gør som de plejer og det de ved, der virker. Sex kan umuligt blive det samme som sidst, hvis du er nærværende. 

Lyst til sex i længerevarende parforhold

At være i kontakt med sin sexlyst, er for mange en prioritering. Når vi er forelsket kan vi nemt blive overvældet af begær og lyst, men når forelskelsen falmer og kærligheden samt hverdagen tager over, skal vi holde lysten ved lige, for at undgå manglende sexlyst.

At have begær og lyst til sex med sin partner, kan være noget af en balancegang og ofte fyldt med paradokser.

Du skal være min, men når jeg tager dig for givet, keder du mig. 

Du må ikke afvise mig, men hvis du er til rådighed hele tiden, bliver det forudsigeligt og trivielt. 

Jeg vil vide alt om dig og dine hemmeligheder, men kun lige akkurat nok til, at du stadig er spændende for mig.

Når vi er forelsket, drømmer vi ofte om at smelte sammen med vores partner og lukke resten af verden ude. Vi kan ikke få nok af vores partner, og vi forsøger at fjerne afstanden mellem os – både fysisk og mentalt. Det, vi har sammen, er spændende og uforudsigeligt (på lånt tid).

Når hverdagen igen vender tilbage, begynder vi også at mærke et voksende behov for selvstændighed. Men mange par har imidlertid utroligt svært, ved at finde balancen at være to frie individer på den ene side og sammensmeltning på den anden side.

Balancen mellem at føle sig som en del af ‘os’ og som et menneske med egne selvstændige behov og integritet. Balancen mellem, at vi låner hinanden, ikke kan gøre krav på hinanden. Hvis den ene part vælger noget for sig selv, kan den anden hurtigt opfatte det som en afvisning, og ofte i håbet om at undgå konflikter forsøger vi at holde fast i forbundetheden.

I mange længerevarende parforhold kan denne forbundethed dræne parret for energi og nysgerrighed og manglende sexlyst til hinanden opstår. Hverdagen bliver kedelig og forudsigelig (jeg kender hver en krog af dig), og der er intet, der overrasker mere.

Uforudsigelighed

Seksuel spænding kræver også næring i form af uforudsigelighed, overraskelser og noget nyt. Vi tænder ikke på det, der er tilgængeligt hele tiden, men derimod på det, som vi skal kæmpe lidt for at få/låne. Erotik og begær vil erobre og vinde et slag.

Ved manglende lyst skal der nogen gange bringes ny og frisk energi ind i sexlivet. Her kan begge parter gå på opdagelse i sig selv og hinanden og undersøge deres seksualitet. Hvad vil jeg selv bringe ind i vores sexliv? Hvad vil jeg have? Hvad drømmer jeg om? Hvad pirrer mit begær? mv. Og naturligvis dele de nye opdagelser med partneren.

Oplever I også manglende sexlyst og intimitet? I kan læse meget mere om parterapi her.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi).

Book tid her