Savner I tiden, hvor I sammen kunne gemme jer under dynen en hel weekend og gå på opdagelse i hinanden. I var umættelige efter både den fysiske kontakt og den mentale nærhed. Hvordan var du som barn? Hvem var din første kæreste? Nysgerrigheden efter hinanden kendte ingen grænser, og I følte jer begge både set og hørt, og ikke mindst betydningsfulde i hinandens selskab. I glemte alt om tid og sted, og livet var nemt og meningsfuldt. Så længe, I havde hinanden, kunne verden bare komme an. Pludselig rammer hverdagen, og de første skænderier udspiller sig. Gamle mønstre og forsvarsmekanismer kommer op til overfladen, og man begynder at drosle ned for sin hengivenhed og sårbarhed.
Kærligheden bliver pludselig betinget, og der bliver stillet krav. Ofte krav og ønsker, der ikke bliver sat ord på, men som den anden skal gætte sig til eller læse mellem linjerne. Det er naturligvis en leg, der tit går galt, og som ender i sorg og skuffelse, og pludselig er spillereglerne ændret fra ’du betyder alt for mig’ til ‘så meget betyder du altså heller ikke for mig’. Og det bliver ofte den nye måde at være sammen på.
Pudekampen i soveværelset er skiftet ud med et køligt ‘godnat’, før begge parter vender ryggen til hinanden og lægger sig til at sove. Den hyggelige tid med god rødvin, fnis og flirt, mens I lavede mad sammen, er blevet til en sur pligt og et regnskab om, hvem der oftest laver mad, eller en irritation over, hvordan den anden altid ødelægger retten. Og de dybe blikke fyldt med begær er nu fyldt med bebrejdelse – måske endda afsky?
Mange af de par, der kommer i min klinik, længes voldsomt efter den intimitet og nærhed, de oplevede i starten af deres forhold. De føler sig ensomme og er fanget i en smertefuld rolle, hvor ingen vil give sig, og som de ikke kan komme ud af. De har en forudindtaget forventning om, at den anden vil afvise ethvert forsøg på intimitet, så de pakker deres længsler og sårbarhed ind i vrede og frustrationer og venter på, at den anden tager initiativ.
Den fastlåste opfattelse af hinanden bliver ofte, at det er den andens ansvar og/eller skyld, at det er gået, som det er. Og det er netop i den opfattelse, det hele kan virke håbløst og uoverskueligt. Parterne oplever selv, at de har kæmpet hårdt og strakt sig så langt for den anden, at der ikke er mere at give af. Men sandheden er ofte, at ingen af dem har kigget indad og undersøgt, hvad de selv vil byde ind med, og hvordan de selv kan tage ansvar for deres relation og parforhold.
Kunne I tænke jer at undersøge, hvad I selv kan bidrage med, for at få de kærlige følelser tilbage? Så kan I læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
