Vi kan forsvinde på mange måder. Vi kan smække døren i og gå. Vi kan blive helt tomme og fjerne i blikket. Vi kan please og tilfredsstille det væk, ved at love at det bliver bedre (for så at glemme det igen).
Ofte er det sådan når konflikten er under optrapning, begynder den ene at buldre frem, i takt med at den anden forsvinder mere og mere. I situationer kan parterne sjældent se hvad der foregår i den anden, eller mellem dem, men mærker kun sin egen sorg.
Den der buldrer vil ofte føle sig ensom og forladt i et tomrum, når vedkommende mister kontakten med sin partner. Den der forsvinder kan opleve det buldrende som et overgreb og grænseoverskridende og vil bare have det til at forsvinde. Det er smertefuldt for begge parter.
Den der buldrer, vil ofte have den der forsvinder, til at ’komme ind i kampen’. Og den der forsvinder, vil ofte have den der buldrer, til at ’falde lidt ned’. Det kan blive en ny konflikt om hvis måde, der er rigtig at konflikte på, og hvem der har ret. Denne ene skal altså gøre det, på den andens måde.
Der er imidlertid ikke noget galt med nogle af parterne. Det er blot to forskellige måder at være i verden på. Den ene er altså ikke mere rigtig end den anden. Men hvis de i stedet kan forholde sig til, hvad de gør ved hinanden, kan den ene skrue lidt ned og den anden lidt op, på en måde hvor det ikke bliver for overvældende for nogle af parterne.
Det er ikke så væsentligt om den ene har skruet mere ned, end den anden har skruet op. Eller omvendt. Heller ikke hvem der skal begynde. De byder ind med det de kan og vil for relationens skyld. Det væsentlige er, at de kan forholde sig til kærligt til hinanden og gå ind i konflikten på en anden måde, hvor der er plads til jer begge.
