Vi hænger os automatisk i indholdet og tror, at konflikterne handler om småting i hverdagen. “Hvorfor er det altid mig, der skal sørge for at gå ud med skraldet. Du sidder bare på din flade, når du kommer hjem fra arbejde, og du ser overhovedet ikke, hvor meget jeg har knoklet herhjemme. Jeg har ikke haft bare fem minutter til mig selv, og så tror du, at du bare kan sidde og fede den. Kan du slet ikke se, hvor træt jeg er? Hvem tror du egentlig, du er, og hvad bilder du dig ind at behandle mig på den måde?”
Nogle gange bliver det sagt højt, og andre gange opstår lignende udsagn som sammenbidte og giftige tanker om den anden, som den ene part kan gå og koge over i larmende tavshed. Uanset hvad, så er begge tilfælde en katalysator for en gedigen kamp med angreb / forsvar.
Fastlåst i konflikter i parforholdet
Vi kan opleve, at vi kæmper og kæmper og lige meget hjælper det. Vi er fastlåste i konflikterne og kan ikke se andre muligheder. Med tiden ender det med, at vi tror, at det udelukkende er vores partner, der er hindringen for et lykkeligt parforhold. Hvis bare han/hun ville forstå mig og høre mig, så kunne vi komme videre.
Vi vælger at tro, at vores partner hverken vil eller kan ændre sig. Jeg hører ofte klienter i min praksis sige: ”Det bliver aldrig anderledes”, ”han/hun er ikke til at hugge eller stikke i”, ”det er håbløst, og det bliver aldrig bedre”.
Vi antager, at det er en bevidst beslutning, vores partner har taget, nemlig at være urimelig og et kæmpefjols, og vores antagelse forhindrer os i at se, hvad der i virkeligheden foregår på den anden side – inden i den anden og i den sorg/frustration, vores partner også bærer rundt på. Han/hun er selv ude om det – jeg har jo sagt det tusind gange, og han/hun kunne jo bare lade være med…
Udmattet af konflikter i parforholdet
Når begge parter er så trætte af konflikter – og det kan der gå mange år med – ender mange med at give op og gå hver til sit. Nogle par vælger at blive ’sammen’ pga. praktik eller børn, men lever isoleret på hver deres øde ø. De voldsomme konflikter er aftaget og er måske blevet til en mere gennemgribende kølig distance, hvor de – beskyttet på hver deres ø – kan kaste lidt kritik over til hinanden en gang imellem.
Men hvad er det egentligt, vi konflikter om? Og har vi overhovedet kæmpet for vores parforhold, eller har vi blot kæmpet for at få ret i, at vores partner er urimelig? Og ville det i grunden ikke være tragisk?
Forestil dig, at du frivilligt har valgt en urimelig og ubetænksom partner, der ikke respekterer dig? Man kunne håbe, at ingen af jer har ret, og ingen vinder den konflikt, for i virkeligheden er I med stor sandsynlighed begge sårede og længes begge efter at føle jer betydningsfulde for hinanden.
Bag kritikken findes der ofte en længsel
Vi beskytter vores sårbarhed med en kritiske tilgang til hinanden, som ofte leder til konflikter. At indgå i et parforhold er i sagens natur sårbart – det kan man ikke komme uden om, for på den anden side af kærlighedens rus ligger en dyb og smertefuld sorg, hvis forholdet brister. Den sorg (og den anden) kan vi forsøge at holde i en armslængde ved at tro, at vi kan opbygge en rigid grænse, når forholdet knager.
Ved at tro, at vi kender vores partners motiver og hensigter, kan nogle måske gå og forberede sig på skuffelsen over at blive forladt – på forhånd: “Du gider mig jo heller ikke”. Det kan være utroligt sårbart at turde tro på, at vi vil hinanden, fordi sorgen over at miste kan synes endnu større, hvis vi overgiver os til kærligheden og parforholdet. Men den strategi ender paradoksalt nok oftest med det, vi frygter aller mest.
Længes I efter at komme væk fra de fastlåste konflikter? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
