Vi kommer med to forskellige baggrunde og mødes med to forskellige sæt af værdier og vaner. Det, der er vigtigt for den ene, kan være ligegyldigt for den anden, og hvem har så ret? Hvem skal bøje sig for at udligne forskelligheden? Ideelt set ingen af os. Vi kan støtte hinanden, fordi vi har lyst til at være der for vores elskede, vi kan lære nye måder at gøre tingene på, hvis vi er klar til det, vi kan lytte og forsøge at forstå, men det betyder ikke, at den enes måde at leve i verden på er rigtig for den anden. Desværre sker det ofte, at par går til angreb på hinanden og ‘gør hinanden forkerte’, og at den ene forsøger at overbevise den anden om, at vedkommende er helt galt på den og ikke forstår situationen. Det fører naturligvis kun til sårede følelser, vrede og fortvivlelse, og så er lysten til at være der for partneren svær at drive frem.
Når vi har valgt at dele vores liv og bolig med en anden, har vi valgt hele pakken. Det kræver en stor indsats fra begge parter at finde balancen imellem, hvad vi simpelthen ikke kan holde ud, og hvad vi kan leve med, fordi vi elsker vores partner. Det, der er uudholdeligt, kan itale-sættes, uden at vi går til angreb – som en appel, vores partner frit kan sige ja eller nej til. Får vi et nej, er det så op til os at overveje, hvad vi så vil, når situationen er, som den er.
En appel, hvor parterne forholder sig åbent til hinanden – snarere end en manipulerende holdning – medfører, at begge parter er frie. De er frie til at ønske noget af hinanden og frie til at imødekomme ønsket eller afslå det. De er sluppet fri fra et krævende og uhensigtsmæssigt mønster, hvor den ene eller begge forsøger at ændre den anden enten med fjern stilhed, vrede, skuffelse og sorg eller ved at indtage en offerrolle, når partneren ikke lever op til forventningerne. Det er umuligt at undgå at påvirke ens partner på godt og ondt, og med appeller kommer man med stor sandsynlighed det ønskede mål og resultat nærmere.
Reflektér over din frustration
Ofte er det små og ubetydelige ting, der irriterer os i hverdagen, små ting, der i bund og grund slet ikke har nogen betydning, men som handler om noget helt andet, nemlig noget inde i os selv: at vores partner ikke støtter vores eget selvbillede. Det er naturligvis afgørende, at vi træner vores opmærksomhed i, hvad der foregår inde i os selv, når vi bliver irriterede over, at vores partner ikke gør, som vi forventer eller ønsker.
At vores partner ikke selv kan regne noget ud, betyder ikke, at vedkommende ikke udviser omsorg eller tænker på os. Vores partner udviser det bare ikke på den måde, vi vil have det, men på den måde, vedkommende selv har lært at gøre det. Vores partner har måske slet ikke lavet den kobling, at en specifik ting eller handling betyder omsorg for os.
Irritation og frustration handler ofte mindre om det, der irriterer, og mere om den måde, det bliver håndteret på. Og forskellighed bliver først til en konflikt, når man forsøger at ophæve forskelligheden ved at få den anden til at ligne en selv og i den proces møder modstand.
Eget ansvar
Lidt forenklet kan vi sige, at vores egne projekter er vores eget ansvar. Vi kan spørge vores partner om hjælp, men vi kan ikke som udgangspunkt forvente, at vores partner synes, at vores projekt er lige så vigtigt, som vi selv gør. Det er illusorisk at tro, at vi kan ændre vores partner. Vi kan manipulere og måske holde vores partner nede i selvundertrykkelse i en periode, men vedkommende vil aldrig føle sig som et helt eller lykkeligt menneske ved at blive noget, vedkommende ikke er. Og så længe vi behandler andre, som om de er eller burde være ligesom os, kan vi kun selv ende med at blive skuffede.
Er i trætte af forklaringer og kampen om retten, til at være dem I er? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
