Kærestesorg: Er dit hjerte blevet knust?

kaerestesorg

Har din partner har gjort det forbi mellem jer, mærker du måske den hjerteskærende, sønderlemmende og altoverskyggende meningsløshed. Det kan virke som en brutal konfrontation, med den eksistentielle ensomhed, som ingen andre end din eks, (i situationen) kan få til at forsvinde

Tæppet er måske revet væk under dig og hele din verden er brast sammen. Det der var vigtigt i går, betyder pludselig ingenting i dag, og de mørke tanker og følelser fylder alt i dig.

Er vedkommende oven i købet gået med en anden, er der endnu flere følelser på spil. Følelser der kan rokke ved selvværdet og jalousi. Er den nye kæreste bedre end mig? Hvad var det jeg ikke kunne, som den nye kan? Tankerne kan overvælde dig og du kan gå i panik.

Det kan være du har forsøgt at overbevise din eks om at komme tilbage. Tigget og bedt. Grædt snot, og prikket til skyldfølelse og dårlig samvittighed. Du er måske også endda blevet vred, og har råbt og skreget af vedkommende. Truet med alt du kan komme i tanke om, for at overbevise vedkommende om at blive. Tankerne kredser om hvordan du kan få vedkommende tilbage. Måske du klynger dig til et håb hver gang du sender din eks en besked, men møder bare en tomhed, der sender dig i smertehelvede igen.

Hvor der før var direkte adgang til din eks, er der nu en tung, tyk og lydisoleret mur, der er umulig at trænge igennem. Grænsen mellem jer er blevet tydelig, og det føles tomt og ensomt at stå udenfor. Især, hvis din eks har lukket en ny indenfor. Måske du oplever at du står tilbage uforløst og helt alene i verden.

Gennem tiden har I måske fået et fælles sprog, en indforstået humor som ingen andre forstod eller fælles vaner. For ikke at tale om en hel familie og et hjem der måske skal splittes op i to. Det kan føles som om man er revet midt over og mangler halvdelen af sig selv.

Kærestesorg – en pærevælling af følelser

Et brud aktiverer de helt gamle følelser, fra vi var små og dybt afhængige af voksne omkring os. Helt eksistentielle vilkår som dødsangst, meningsløshed, ensomhed bliver vækket til live, og synes i situationen virkelige. Når vi går i panik, tror hele systemet at vi skal dø, men virkeligheden er, at du ikke afhængig mere, på samme måde, som da du var barn. Heller ikke selvom det virker sådan, når du bliver overvældet af følelser.

Det kan være du oplever symptomer som søvnløshed, mangel på appetit, depression, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, svimmelhed, panikangst, mv. Det er ikke mærkeligt, da du står midt i en livskrise. Noget har forandret sig og det siges, at kærestesorger er den mest smertefulde sorg vi kan opleve (ud over tabet af et barn).

Måske du har oplevet at følelserne pendulerer, og du kan ikke kontrollere dem. Det kan være en pærevælling fra dyb sorg, håbløshed, panikangst, vrede, foragt, jalousi, håb, ensomhed, optimisme, meningsløshed og hævngerrighed. Det ene øjeblik er du vred som bare fanden og ønsker din eks af helvedes til, det næste øjeblik oplever du måske, at du ikke kan leve uden vedkommende, og at ingen andre i denne verden, kan nå din eks til sokkeholderne. Det er en hel naturlig reaktion i en sorg proces, at følelserne pendulerer., og med tiden bliver de mere stabil, når du får orienteret dig om hvad DU vil i dit liv.

Der venter en hel verden derude

Når grænsen mellem jer er blevet tydelig, betyder det også, at du får mulighed for at hele din side af den, uafhængigt af din eks. Når du opdager hvad og hvordan du vil være i verden, er du (din grænse) begyndt at hele. Du bliver noget mere af dig selv og opdager måske hvad der giver mening for dig. Du får mulighed for at retænke og genopbygge dit liv, som du vil have det. Også selvom det måske lige nu virker som om, at du kun vil have et liv med din eks. Du er fri fra gamle mønstre og usagte forventninger.

Ja, ja, jeg ved det. Det hjælper ikke en pind lige nu, hvor du måske tænker, at din eks., er den eneste der kan gøre dig hel igen. Men jeg lover dig, at det bliver du også. Og ikke mindst glad igen. 

Tag vare på kærestesorgen

I kærlighed, lurer sorgen altid lige om hjørnet. Kærlighed og sorg hænger uløseligt sammen og vi kan ikke få den ene uden den anden. Når du har gennemlevet et knust hjerte, er du en meget vigtig livserfaring rigere, som du kan tage med ud i verden, når du er klar til det.

Det er vigtigt i sorgen at skelne mellem hvad der er afhængighed og hvad der er sorg over tabt kærlighed. Sorg er savnet til den anden og det i havde, hvor afhængigheden er en desparat kropslig følelse, der vækker så dybe følelser der overtager hele dit system og din fornuft. Hele kroppen er overvældet af panik.

Sorg er en hel naturlig proces efter et tab.Tab af jeres hverdag, din bedste ven, dit livsvidne, måske endda din forlængelse af dig. Sorgen er også tabet over alt det gode i sammen havde, drømmene, minderne og tiderne. Den vil aldrig forsvinde og vil altid være en del af dig. Men den vil blive langt mindre betydningsfuld med tiden.

Efterhånden som tomrummet din eks har efterladt dig med, bliver fyldt op med en masse andet, der er mere meningfuldt i liv, bliver hullet fyldt ud. Pludselig en dag, tænker du ikke mere over det. Måske hvis du lige hører jeres sang, eller kører forbi hvor i boede, kan det dukke op, men det vil blive som en tanke i forbifarten og og et kortvarigt stik i hjertet. Men du ved her, at du er et bedre sted i livet, og med stor sandsynlighed, ingen interesse har i at få det gamle tilbage.

Når du bliver overvældet af panik følelser, angst og desperation, er det de gamle overlevelsesstrategier, der er aktiveret. Hele nervesystemet råber, at din overlevelse er afhængig af, at få din eks tilbage.

Det er den panik der kan få dig til at gøre hvad som helst for at få vedkommende tilbage. ‘Jeg vil gøre alt hvad du siger’, ‘jeg skal nok forandre mig’, ‘jeg er villig til hvad som helst, hvis du bare vil komme tilbage’. Når vi er angste, tror kroppen den skal dø, og vi er villige til at gøre alt for at overleve. Men det er ikke din eks der får dig til at overleve, det er alene dig. Din eks er blevet symbolet på din overlevelse.

Hvis alt var tilbage til status quo, og I fandt sammen igen, ville du på sigt begynde at hade at skulle være noget du ikke er, eller lave om på dig selv, for at blive elsket. Du fortjener en der elsker og accepterer dig for DIG. For dine smil, dit morgenhår og dine irriterende vaner. Det er kærlighed, i modsætning til afhængighed hvor vi er villige til at opgive os selv, hvis bare den anden vil komme tilbage.

Så en stor det af helingsprocessen og at kunne gennemleve smerten, er også at kroppen skal lære at den overlever alligevel. Der er ingen fare på færde. Og et ekstra bonus er, at du med tiden opdager at det er DIG der for dig til at overleve, uafhængigt om din eks er i dit liv eller ej. Det giver dig mulighed for at løsrive dig fra afhængigheden til en anden.

Er du I en fase hvor du bliver overvældet af angst og panik, kan du forsøge at skelne mellem hvad der er hvad. Det kan være svært at se klart, og vi kan forveksle kærlighed med afhængighed. Mind dig om at det er en gammelt, medfødt instinkt der råber på at blive elsket. Dengang var det faktisk livsnødvendigt for os, at sikre os at blive elsket, for vores overlevelse. Hvis være forældre / voksne omkring os ikke elskede os, ville vi dø. Men sådan er det ikke mere.

Brug din omgangskreds, så meget du kan. Lav aftaler og fyld dit tomrum op med alt hvad du har brug for. Det er ubærligt at være alene når vi overvældes. Gå evt. i terapi eller sorggrupper og få snakket ud, hvis du ikke har venner du kan tale med. Mærk al den omsorg du kan få fra verden. Og du er fri til at frabede dig alverdens gode råd fra venner der har opskriften på hvordan de synes du skal komme igennem denne tid.

Kom videre

Opgiv kampen! Lykkedes det dig at overbevise din eks, er det ofte for en stakket frist. Du har mulighed for at få det gennemlevet nu, så du kan komme videre i dit liv. Kig fremad, smid vedkommende ting ud eller gem dem væk. Luk ned for jeres kontakt, slet beskeder. Vær især opmærksom på, at det ikke bliver en besættelse, at holde øje øje med hvad din eks. laver på sociale medier. Fjern vedkommende, det trækker kun sorgen ud. Også selvom det nærmest kan virke som, at give slip i sidst tråd og håb.

Undgå alt der minder om jer. Du gør dig selv en stor tjeneste ved at kigge frem. Hvad drømmer DU om? Hvad giver det dig af muligheder? De er måske ikke til at se lige nu, men i gode øjeblikke kan du måske få øje på dem. Gå ud med venner. Distraher dig selv med interesser, træning, film. Lav planer (også selvom du måske har mest lyst til at grave dig ned). Hele verden drejer stadig rundt og venter på du drejer med. Snak med venner om sorgen, brug dem. De fleste har prøvet det, og kan sagtens relatere til det smertehelvede du går igennem lige nu.

Når du bliver overvældet og går i panik, så husk på, at det er instinkter fra fortiden der ikke har noget med nutiden at gøre. Selvom det kan synes virkeligt i øjeblikket, stemmer det ikke overens med virkeligheden. Du dør nemlig ikke, og du finder mening og glæde i livet igen. Måske endnu mere, end du gjorde før. Husk også på alt det, du ikke kunne lide ved vedkommende, da I var sammen. Hvad irriterede dig? (Også selvom du måske ikke kan se det lige nu). Skriv det ned og tag det frem når du overvældes.

Du var glad før du mødte vedkommende, og det bliver du igen. Der er én vej at kigge, og det er frem (din vej). Jeg ved du klarer den, og du bliver et stærkere og rigere menneske, på den anden side.

Ønsker du at snakke med en terapeut, er du velkommen til at booke en tid til en session eller en gratis forsamtale her

Book tid her