I dag er det stadig sådan, at det er følelserne, der binder os sammen. Vi idealiserer den stormende kærlighed og drømmer om den eneste ene. Når det ‘kun’ er følelserne, der binder os sammen, kræver det mod at turde elske og blive elsket, og det indebærer altid den risiko, at vi kan blive forladt.
Der kan være flere grunde til at lede efter den ubetingede kærlighed. Det kan bl.a. være en uforløst mangeltilstand fra barndommen, angst for at være alene (afhængighed), men det kan også være, at hvis vi oplever (eller tror, vi opnår) at blive elsket ubetinget, at vi ikke behøver at forholde os til den risiko, et kærlighedsforhold også indebærer – at blive forladt.
Men vil vi elskes ubetinget?
Der kan være voldsom angst forbundet med at give slip på trygheden og drømmen om den ubetingede kærlighed. Men omvendt vil vi jo også gerne føle os som særligt udvalgte for vores partner. Der var noget helt særligt ved os, der gjorde, at vi blev valgt til. Alle de egenskaber, vi finder væsentlige ved os selv og sætter pris på, er dem, vores partner gerne må spejle.
“Jeg elsker, at du bare siger, hvad du tænker, du er sjov at være sammen med, og du er superdejlig”. Jeg tror for de fleste, at spejlet ville sprænge i tusind stykker, hvis din partner udtrykte sin dybtfølte kærlighed for din helt særlige fodsvamp, eller fordi du var nærig. Når vi går ind i et parforhold, vil vi elskes for de egenskaber, vi selv identificerer os med, og ikke for dem, vi ikke finder vigtige. Og slet ikke for dem, vi helst ikke vil tale om.
Ville du elske mig, selvom jeg besluttede mig for aldrig at gøre mig umage? Hvis jeg altid talte grimt til dig og ikke behandlede dig respektfuldt? Hvis jeg ikke gad bidrage med noget derhjemme og bare lå i sofaen fra morgen til aften? Og hvis jeg aldrig gik i bad?
Jeg sætter stort spørgsmålstegn ved den ubetingede kærlighed til andre end vores børn og lige så stort et spørgsmålstegn ved, om vi kan holde ud at blive elsket, uanset hvad vi gør, og hvordan vi opfører os. Min hypotese med ubetinget kærlighed er, at der ikke er noget på spil. Vi vil som par blive for magelige og dovne, og al energi, spænding og gnist, der holder kærligheden i live, vil stille dø hen.
Der er en grund til, at julemiddagen, fredagsslik og sommerferie er noget særligt og noget, vi glæder os til. Det er betinget af noget. Hvis vi fik serveret julemiddag hver eneste dag, ville vi langsomt kvæles i den.
Kan vi nøjes med at elske dele af en person?
Når vi elsker, ser vi den anden som den mest vidunderlige person i verden. Ikke forstået sådan, at alt ved personen er perfekt. Vi sætter pris på ting, vi normalt ikke ville, og resten accepterer vi, tolererer eller ignorerer.
Når vi går ind i et parforhold, bliver vores ‘vi’ en del af vores egen identitet. Derfor er vi også yderst opmærksomme på vores partners ‘fejl’ og er om nogen kritiske over for hinanden. Hvis vores elskede opfører sig tåbeligt i andres påhør, kan vi blive så pinlige eller skamfulde, som var det os selv, der har opført sig tåbeligt. Vores partners opførsel sætter vores egen identitet på spil, og i andres påhør kan vi ikke vende det blinde øje til og lade som om, den tåbelige opførsel ikke eksisterer.
Der er altså årsager til, at jeg elsker netop dig – dine egenskaber og karaktertræk, det, du beriger mit liv med, og den fælles historie, vi har. Årsager, der ikke altid kan sættes ord på og kan ligge i spændet fra overfladiske årsager til så komplekse, at vi måske ikke engang er opmærksomme på dem.
Jeg elsker altså ikke dine forvaskede joggingbukser, eller at du aldrig kan sætte varerne i køleskabet, uden at det ligner, at du har kastet dem ind. Men jeg accepterer det. Det er en del af dig, og du er den, jeg elsker. Og min kærlighed er ikke ubegrænset.
Kunne I tænke jer, at få sat ord på jeres kærlighed? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
