Hvordan er det at gå i parterapi, hos en parterapeut?

Sexologisk-rådgivning

Hvordan er det at gå i parterapi? Jeg har samlet et par spørgsmål omkring parterapi, som jeg - som parterapeut - ofte hører fra klienterne

Foto: Kirsten Adler

Har vi fejlet fordi vi har brug for en parterapeut?

Det er utrolig mange der oplever, det at have brug for en parterapeut, som tabubelagt. Men når vi står midt i konflikten, med så mange følelser på spil, er det svært at pege på problemet. Ikke nok med at begge parter som regel er ramt af overvældende følelser og gamle overlevelsesstrategier, så er der også selve relationen. Mange tror at hvis der bare er kærlighed nok, så skal vi nok klare den uden parterapi. Det er bare ikke altid sådan det fungerer. Kærligheden falder ikke ned fra himlen, det kræver en indsats. Af det der virker. Det hjælper i hvert fald ikke at blive ved med at gøre det, der ikke virker for jer, det skaber blot større afstand.

Jeg ser det som en sund og naturlig proces med parterapi, og at få en parterapeuts professionelle øjne på, når vi sidder fast og parforholdet ikke udvikler sig. Hvis parforholdet også er blevet grænseløst, kan det også nærmest blive umuligt at skelne mellem hvad er dine og hvad er mine følelser. Her kan en parterapeut skabe noget klarhed over hvad der er hvad.

Der er heller ikke nogen der har lært os at være i forhold til en anden. Vi har alle hørt ‘bare vær dig selv’ men hvad pokker indebærer det?

Det eneste vi kan spejle os i er vores forældres måde at være i forhold på, hvilket som udgangspunkt ikke altid er et godt eksempel. Eller holde vores eget parforhold op mod det vi ser på film, eller de idylliske par-feriebilleder der florerer på Instagram, og de afspejler heller ikke virkeligheden. I skal opfinde jeres egen par-relation, og det er ikke for småbørn. Slet ikke når det først er blevet konfliktfyldt. Her kan en parterapeut øge jeres opmærksomhed på hvad der er meningsfuldt for jer.

Fungerer parterapeuten som dommer, og fortæller hvem der har ret?

Jeg vil på ingen måde gøre mig bedrevidende om jer og jeres forhold. I parterapien forholder jeg mig helt fordomsfrit og går ikke ind som medspiller i jeres konflikt. Jeg er egentlig heller ikke interesseret i hvad der er rimeligt/urimeligt, rigtigt/forkert. Men jeg er nysgerrig på hvad der sker imellem jer, og hvordan I er, i jeres forhold.

Så når I går i parterapi, hos mig, får I Ingen bedrevidende ord eller sandheder om rigtig eller forkert, men en nysgerrighed på at møde jer som dem I er, og hvordan I bærer jer ad, med at blive ved med at føle jer uretfærdigt behandlet, hvis det er tilfældet.

Får vi hjemmeopgaver for af parterapeuten?

Nej. Ikke som udgangspunkt. Jeg kender meget få der glæder sig til at lave lektier. De bliver som regel liggende i bunden af tasken, til dagen før de skal afleveres. Og med en travl hverdag, vil jeg ikke bidrage med at fylde mere på tallerkenen.

Men for at der skal ske en forandring, og det hele ikke bare ender i snak, kræver det naturligvis at I sætter handling på det nye i opdager i parterapien. Som udgangspunkt forventer jeg, som parterapeut, at I selv er motiverede og tager ansvar for jeres relation. Hvor lidt eller hvor meget, er op til jer.

Når sessionen rundes af spørger jeg som regel ind til hvad I er blevet opmærksomme på, og hvad I vil arbejde på.

Kan vi risikere at parterapeuten finder ud af, at vi ikke passer sammen?

Som parterapeut konkluderer jeg ikke på, om I skal blive sammen eller ej. Det gør i selv. Hvis den ene af jer (eller begge) vil slutte forholdet, er det muligt at det vil blive italesat i parterapien, men så er det oftest et ønske der i forvejen eksisterer. Der er bare ikke sat ord på endnu.

Har I ikke motivation eller vilje til at arbejde på jeres parforhold og vil I ikke byde ind med noget (ofre noget for forholdet), kan jeg godt stille mig tvivlende til et forløb med parterapi.

Skal vi forberede noget til parterapeuten?

Nej. Vi tager udgangspunkt i det der fylder i jer, når I kommer ind i klinikken. Men for at parterapien skal lykkedes, skal i være motiverede og villige til at arbejde på jeres relation. Og åbne for at erkende hvordan I selv – hver især – bidrager til konflikterne. Altså kigge indad, i stedet for at pege fingre af hinanden.

Skal vi fortælle om vores barndom?

Som parterapeut er primære fokus ’her og nu’. Hvad sker der imellem jer lige nu. Det er som regel her vi arbejder i parterapi. Nogen gange er det relevant at gå tilbage i fortiden, men det er kun for at blive opmærksom på, hvad der forstyrrer i nutiden. Vi arbejder ikke i fortiden, da det oftest bliver spekulationer og forklaringer (og i værste fald undskyldninger) på hvorfor vi gør som vi gør. For at skabe forandringer skal vi blive opmærksomme på hvad vi gør og hvordan vi gør det, ’her og nu’.

Hvor langt er et forløb med parterapi og hvor ofte skal vi komme?

Det er umuligt at sige på forhånd hvor mange sessioner af parterapi I har brug for, og hvor lang tid der skal gå imellem. Det kommer helt an på hvor kritisk jeres situation er, og hvor motiverede I er, til at arbejde på jeres relation, både i parterapien og når I kommer hjem. Et helt generelt forløb med parterapi varer dog et sted mellem fire til otte sessioner, med to ugers mellemrum.

Så hvad kan vi forvente i parterapi?

I kan med mig som parterapeut forvente en fordomsfri og ligeværdig dialog, hvor jeg støtter jer på rejsen. I vil få ærlig og direkte feedback på det jeg ser og hører, der sker imellem jer og hvilke mønstre jeg får øje på. Vi snakker ikke om hvem der har gjort hvad og hvornår, den snak har I sikkert haft derhjemme 100 gange før, og behøver ikke betale for parterapi, blot for at gentage den. Men i stedet arbejder vi med kernen af problemet. Hvad handler det egentlig om, og hvordan det er, at være jer, i jeres parforhold.

Hvad kan jeg hjælpe med

Det primære formål med parterapi er at øge jeres opmærksomhed på, hvad der sker imellem jer, og i jer selv. Når I er blevet opmærksomme på det I gør, kan I skabe forandringer. Uden opmærksomhed sidder vi bare fast i mere af det samme.

Det jeg bl.a. oplever af konfliktfyldte temaer:

  • Det kan være I oplever at kommunikationen mellem jer går galt og I føler jer misforstået gang på gang
  • At I føler jer ensomme, sammen, og hverken føler jer set eller hørt
  • Måske I har gentagne konflikter eller fastlåste mønstre, som I bliver ved med at ende i
  • Det kan være utroskab eller mistillid
  • Manglende intimitet
  • Følelsesmæssig afstand
  • Accept af hinandens forskellighed
  • Rollefordeling og pligter i hjemmet
  • Jalousi
  • Depression, stress og anden sygdom
  • Manglende grænser mellem parterne

Jeg håber I har fået en god fornemmelse af, hvad det vil sige at gå i parterapi og hvordan jeg arbejder som parterapeut. Og hvem ved, det kan være vi ses.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)

I kan læse meget mere om parterapi her.

Book tid her