Siden tidernes morgen har vi forsøgt at forstå kærligheden og dens inderste væsen, og den dag i dag er der stadig mange forskellige meninger om det. I dag er denne søgen ikke blot en opgave for filosoffer, også videnskabsfolk har fået interesse for den. Videnskaben kan i modsætning til de blødere værdier trække empiri-kortet, så dens teorier og resultater desværre ofte accepteres som fyldestgørende forklaringer. Psykologien mener f.eks., at det er tilknytningsmønsteret, som er grundlagt i den spæde barndom, der påvirker vores valg af partner. Hvis det skulle være tilfældet, forsøger psykologien at reducere den voksne kærlighed til en heling af barndommens sår. Også i biologien bliver der forsket i den og valg af partner, men også uden en endelig forklaring.
I 1800-tallet var parforholdet (ikke let) men enkelt. Bondemandens søn skulle giftede sig med pigen på gården ved siden af, så deres land ville blive dobbelt så stort. Kærligheden var en økonomisk institution, og romantikken betød knap så meget.
I dag drukner vi i kriterier når vi skal vælge partner. Det er tydeligt på datingprofiler når man ser ønskelisten: du skal være min.186 høj, have mørkt hår og blå øjne, være veltrænet. Nysgerrig på livet og et plus hvis du elsker gåture i naturen og krimiserier. Og så skal du være ikke ryger.
Men hvad er det vi søger? Et ideal? De begrænser i hvert fald mulighederne hvis jeg ikke kan elske dig, med mindre du ikke har mørket hår.
Kært barn har mange navne
Og det har kærligheden også. Typisk taler vi om den ud fra nedenstående begreber:
Eros (Lidenskab, lyst og begær): Den lidenskabelige og seksuelle tiltrækning.
Storge (Mellem forældre og børn): Et tæt familiebånd, der nærmest kan beskrives som ubetinget.
Agape (Uselvisk næste-kærlighed): Til medmennesker, når vi tilsidesætter egne behov for andre.
Filia (Venskabelig): En gensidig sympati, bygget på godhed og tillid.
Ludus (Uforpligtende): Lystbetonet, legende og ukompliceret.
Pragma (Den pragmatiske): Arrangerede ægteskaber, eller forhold baseret på fælles interesser og pligt.
Philautia (Kærlighed til sig selv): At kunne hvile i sig selv og stole på sig selv.
Høvisk (Ideal om at være ædel): Opstod i 1100 tallet blandt samfundets elite.
Platonisk (Ikke seksuelt): Mellem venner og uden romantiske følelser.
Mania (Tvangspræget forhold): Afhængighed i parforholdet, og søgen efter tryghed.
De græske filosoffer var meget optaget af kærlighed, skelnede ofte mellem fire overordnede begreber: filia, agape, storge og eros.
Filia er græsk og betyder venskab, altså den venskabelige form. Filia er en friere form for kærlighed; den er ikke jaloux eller besidderisk, den sætter fri og vil dén, man elsker, det bedste.
Agape er den guddommelige version, som Søren Kierkegaard omtalte som næstekærlighed. I Det Nye Testamente (Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13) omtales agape således: “Kærligheden er tålmodig, den er mild, den misunder ikke, den praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”
Storge er den form der kan beskrives som broderlig og familiær. Den er engageret, trofast og beskyttende og nærmer sig ubetinget, som mellem forældre og barn.
Den fjerde form, som de gamle græske filosoffer diskuterede, og som stadig bruges som begreb i dag, er eros (kærlighedens gud). Eros er den jordiske, erotiske og romantiske variant. Det er den, vi oplever, når vi bliver tiltrukket og forelsket i en anden, og det er den, vi føler, når vi møder den person, vi vil danne par med. Den er passioneret og fyldt med følelser af lyst og begær.
Platon beskrev kærligheden som en måde at identificere sig med sin elskede og tilegne sig karakteregenskaber og kaldte det for en skønhedsoplevelse. Det sker ved, at man i sammensmeltningen med en anden indoptager den andens karakter. Ifølge Platon lever den i sjæleskønhed. Den legemlige skønhed har også betydning, men den kommer der kun børn ud af, ikke den højeste form for skabelse, som den sjælelige avler.
Aristofanes fortælling i Platons Symposion om kærligheden er myten om, at mennesket engang var kuglerunde med fire arme, fire ben og to ansigter. De havde stor styrke og tapperhed, og de kunne løbe hurtigt, for de kunne snurre rundt på otte lemmer. De blev for overmodige og forsøgte til sidst at stige op i himlen for at bekæmpe guderne. Zeus besluttede sig derfor at straffe dem ved at kløve dem midt over i to, så de kun havde to arme, to ben og et hoved, og herfra var menneskets fuldkommenhed og lykke slut. Siden hen har den ene halvdel ledt efter den anden halvdel, så de kan blive genskabt til den oprindelige tilstand, da mennesket var et hele.
Sokrates hævdede, at den er søgende og ikke falder til ro i et møde med et andet menneske. Som et begær, der opstår, når man længes efter noget, man ikke kan eje, men som man identificerer sig med i sådan en grad, at man ønsker at smelte sammen med det.
Hvordan ser vi kærligheden i dag?
Anne Marie Pahuus opsummerer det ret så præcist, når hun skriver: “kærlighed er et varieret felt af varme følelser, hvori lysten til at være sammen med den anden person er gennemgående. De varme følelser er ikke kun behagelige, men spænder fra lykke til lidelse”.
Kærlighed et begreb, der spænder vidt, og der findes ingen facitliste for, hvornår den er rigtig eller forkert. Følelsen er nuanceret og opleves individuelt. Vi har den til vores børn, til vores venner, til et bestemt sted; vi kan elske en sang og vores livret. Men ingen anden kærlighed kan skabe større frustration end den romantiske i parforholdet.
I modsætning til de gamle dage, hvor parhold primært blev dannet af praktiske årsager (og stadig kunne være kærligt) og kirken havde stor indflydelse på, hvordan vi opfattede den, vælger vi i dag vores partner ud fra følelser, og vi skal selv definere og blive enige om, hvordan vi vil danne par. For nogle fungerer det med ægteskab, villa, vovse og fællesøkonomi, og andre foretrækker at bo hver for sig, måske i et åbent forhold og en højere grad af autonomi. Det handler om, hvordan I beslutter jer for at være par, hvad der giver mening for jer, og hvad der får de kærlige følelser frem. Og så længe, ingen lider skade, er der i bund og grund ikke nogen rigtig eller forkert måde.
Læs om parterapi Nordsjælland, parterapi Aarhus og online terapi her.
Overvejer du/I at tale med en parterapeut eller en psykoterapeut?
Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening og har flere efteruddannelser i parterapi. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.
