Har du svært ved intimitet og nærhed?

Parforhold-intimitet

Det er de færreste af os, der går ind i voksenlivet med en rygsæk fyldt med gode følelser af værdighed, accept, omsorg, kærlighed og tillid, og at vi er blevet mødt med netop disse følelser, er ofte forudsætningen for at kunne være intim med et andet menneske.

Som voksne leder vi efter den kærlighed, vi enten ikke fik som børn, eller den vi fik og længes efter. Det er også i barndommen, vi får vores første erfaring med kærlighed. Hvad betyder det at elske et andet menneske, og hvordan føles det at blive elsket eller ikke elsket?

Som børn fik vi (forhåbentlig) ubetinget kærlighed af vores forældre, men det hører barndommen til. Ubetinget kærlighed skal vi lede meget, meget længe efter i voksenkærligheden, og med stor sandsynlighed finder vi den aldrig, for hvem kan elske sin partner ubetinget?

Fik vi derimod ikke nok anerkendelse, accept, omsorg, respekt og kærlighed som barn, har vi aldrig lært, at vi er værd at elske, og vi ved ikke, hvordan vi kan give eller gøre os modtagelige for intim kærlighed. Ofte kommer vi til at holde hinanden i en armslængdes afstand, når der opstår konflikter, og tilliden til, at vores partner stadig elsker os, på trods af konflikter, er måske meget lille. Nogle forventer ligefrem, at det hele er slut, så snart der er en konflikt. I stedet forsøger vi at beskytte os og undgår at komme for tæt. Intimitet og nærhed kan vække en voldsom frygt.

Fx når vi får en følelse af ikke at være betydningsfuld for vores partner, begynder vi at gøre vedkommende forkert. Vi kritiserer ham/hende som et forsvar for at dække over vores sårbarhed og i forventningen om at blive afvist. Det gør mindre ondt (på kort sigt), end det gør at erkende, at jeg ikke føler mig betydningsfuld, og det gør mig bange for at miste dig.

Ingen kærlighed uden smerte

Jo mere, jeg elsker og lukker min partner ind, desto mere smerte, hvis jeg mister ham/hende. Jo mere tillid, jeg har til min partner, desto større et svigt vil jeg opleve, hvis jeg mister ham/hende. Det er et helt naturligt forsvar, hvis vi er blevet afvist i barndommen. Jeg er ikke værd at elske.

At være intim med en anden kræver også, at man tør åbne sig og blotte sin sårbarhed. Det kan være svært, hvis vi har et skjold til at beskytte os. Men forudsætningen for intimitet og nærhed er, at vi tør være sårbare over for hinanden og tør erkende (over for hinanden), hvad vi betyder for hinanden.

Intimitet kan være angstfyldt

På den ene side længes vi efter det nære forhold med vores partner, men på den anden side er det for angstfyldt, for vi beskytter os selv, som vi bedst har lært. For at kunne få et nært og modent forhold til en anden, kræver det noget indre arbejde, bl.a. med forsvarsmekanismer: Er de stadig nødvendige, eller forhindrer de dig i at give og modtage kærlighed?

Er du ensom i dit forhold? Kan du række ud, når du har brug for hjælp? Kan du trække vejret i dit forhold, eller har du opgivet dig selv til forholdet? Har du antenner ude og kigger du efter signaler og stemninger fra din partner? Tænker du som udgangspunkt, at din partner synes, du gør alt forkert? Kan du stole på din partner? Alt dette kan være signaler om, at du ikke er tryg i dit forhold, og tryghed skal der til, for at I kan nærme jer hinanden.

Savner I intimitet og nærvær? I kan læse meget mere om parterapi her.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)

Book tid her