Har du svært ved at sætte grænser?

Foto: Quentin Lagache

Grænser bliver ofte opfattet som evnen til at sig ‘nej’, men grænser handler om flere ting.

Som børn bliver der sat grænser for os, og det giver dybest set god mening. Som 2-årig ved vi simpelthen ikke, at det er fornuftigt med en sund døgnrytme, og at regnbue-is til aftensmad ikke kan give os den næring og de vitaminer, vi har brug for for at kunne trives i hverdagen. Vi ved heller ikke, hvordan de andre gæster på Jensens Bøfhus opfatter os, når vi kaster med maden eller leger fangeleg mellem bordene med lillebror.

Vi skal lære at navigere i et samfund og blandt andre mennesker, og her er det forældrenes rolle og ansvar at træde til og lære barnet om andres grænser – og generel opførsel blandt andre mennesker. Men det er også her, vi lærer at tilpasse os og lærer, at grænser er noget, der bliver sat for os. Som vi bliver ældre, og færdighederne er udviklet, er vi i bedste fald blevet tilpassede borgere i et samfund, og det er i sagens natur, som det skal være. Men vi har ikke fået udviklet en tillid til vores egne indre grænser, og det vi mærker inde i os selv.

Der er utrolig mange, der slet ikke er i kontakt med, hvad der egentlig giver mening for dem. De kan uden problemer – ud fra deres moralkompas – pege på, hvad der er det rigtige at gøre, eller hvad de antager, der forventes af dem, men der er ingen adgang til, hvad der føles rigtigt og meningsfuldt for dem.

Giver det mening for dig at arbejde over hver aften, når børnene er puttet, fordi du ikke kan nå det i løbet af din arbejdsdag, eller gør frustrationen over det dig til en doven medarbejder, der ikke er engageret? Føles det rigtigt for dig, når den ældre dame springer dig over i køen, eller bliver du irriteret, og vil du ikke være sådan en, der brokker sig over petitesser? Vi tvivler ofte på, om det er i orden eller rimeligt, at vi føler og oplever, som vi gør.

Vi kan naturligvis ikke begå os i et samfund med en grandios adfærd og bare gøre, hvad der passer os. I hvert fald ikke, hvis vi vil have nære relationer i vores liv. Når vi er i relation til andre, er der flere grænser at tage hensyn til. Men vi kan udvikle en balance imellem, hvad jeg bør gøre, og hvad der føles rigtigt for mig at gøre. Vi har to vægtskåle at måle ud fra. På den ene side har vi ‘egen integritet’ og på den anden side ‘en del af andre/forbundethed med omverden’. Opgiver vi egen integritet, er vi ikke i kontakt med os selv og vores egne grænser, og når vi ikke er i kontakt med vores egne grænser, er det meget nemt at invitere andre til at vade ind over dem. Vi kan mærke vreden og frustrationen, når det sker, men vi kan ikke rigtigt placere den. Rigtig ofte rationaliserer vi os til, at det sikkert er os, der er noget galt med: ‘Jeg er nok bare for nærtagende’ eller jeg burde ikke blive vred over at stå 10 min. mere i køen.

At sætte grænser for andre

Som voksne kan vi ikke sætte grænser for andre … eller det kan vi måske nok, men udfaldet bliver sjældent godt, og projektet fejler ofte, da der er voldsomt meget arbejde forbundet med at sætte grænser for andre. Det ender ofte med magtkampe, hvor vi holder øje og fører regnskab med hinanden, fremfor at være i os selv og være optaget af, hvad der føles rigtigt for os. Men du kan sætte grænser for dig selv. Og du er selv ansvarlig for, hvem du vil have på besøg og hvordan. Med andre ord: Du passer din butik, og jeg passer min, og så kan vi besøge hinanden og tage hensyn til hinandens integritet.

Ofte har vi travlt med at passe andres butik (særligt i parforholdet). Vi gør os antagelser om den anden uden at have spurgt. Vi har forventninger til den anden uden at indgå en aftale om dem, og ofte forventer vi også, at den anden kan gætte vores forventning, uden at vi behøver at sige den højt. Vi vurderer og gør os til dommere over andres beslutninger, selvom de hverken har bedt om råd eller vejledning (ganske sikkert velment, men ofte oplevet som grænseoverskridende).

Forskellighed

En grænse er der, hvor jeg er forskellig fra dig og resten af verden. Grænsen er lige dér, hvor forskellighed mødes. Lige der, hvor vi kan opdage noget nyt og noget anderledes, og der, hvor vi kan udvikle os. Forestil dig, at der ikke var nogen grænser eller nogen forskellighed? For at mærke den grænse er det naturligvis en forudsætning, at du kan mærke dig selv. Hvem er jeg, hvad er mine værdier, og hvad giver mening for mig? ‘Hvilke værdier har jeg fået med mig fra barndommen, og stemmer de overens med mit liv nu?

Kan du være optaget af dig selv og finde din plads i verden? Hvem er du? Eller er du tilbøjelig til at være optaget af alle andre, og glemmer du dig selv? Kan du eje og stole på det, du oplever, uden at argumentere, forsvare og forklare i forsøget på at få forståelse og accept? Har du en indre tro på, at du har ret til at være dig, og at kun du har ret til at definere, hvem du er (Nej, jeg er ikke doven, og ja, jeg er engageret, men vi har lavet en kontrakt på 37 timer om ugen, så jeg vil ikke arbejde gratis hver aften).

Du kan ikke gøre noget ved, hvad andre synes og mener, men du kan føle dig sikker på, at det, du oplever om dig selv, er det, der er rigtigt for dig. Når du kan acceptere, at du ikke behøver overbevise andre om, hvad du vil have, de skal synes om dig, men i stedet giver dem plads til at mene, hvad de vil, vil du opleve en stor frihed. Men det er en forudsætning, at du har mod til at stå fast på din integritet og ikke er afhængig af, at andre skal kunne ‘lide dig’ – altså balancegangen mellem integritet og forbundethed med resten af verden (hvor meget vil jeg ofre af mig for at være en del af dig).

Grænser er retten til at være ‘mig’. Ikke en ret, der skal anerkendes og valideres af andre med forståelse, men en indre følelse. En opmærksomhed på sig selv i denne verden. Det, der er rigtigt for dig, er ikke nødvendigvis rigtigt for resten af verden, men det gør hverken dig eller resten af verden forkert – blot forskellige.