Få sexlysten tilbage

Sexlyst

Hvad blev der af min lyst til sex?

Lysten til sex kan ofte være utrolig kompleks, og der kan være mange faktorer, der gør, at man ikke er i kontakt med sin lyst.

Mange af de klienter, jeg møder i min klinik, er slet ikke i kontakt med deres lyst, og det har de det egentligt fint med. De trives godt i et parforhold uden sex og uden forventninger til samme, men de bærer også på en skyld over at have tørlagt deres partner. De har også et savn efter intimitet og ikke mindst en tvivl. Hvad skal vi gøre? Er jeg tilstrækkelig? Hvor længe holder vores forhold uden sex?

Begge parter har en opfattelse af, at det ikke er sådan, det bør være – specielt ikke i et godt parforhold. Og de taler ikke med hinanden om det. De holder bekymringerne, længslerne og tankerne for sig selv, og de tror, at hvis man lukker øjnene for problemerne, så forsvinder de nok af sig selv.

Mange af de par, der kommer i min klinik, lever en voldsom hektisk og skemalagt hverdag. Det gælder særligt for børnefamilierne, hvor der sjældent er plads og tid til at være i kontakt med sin lyst. De skal præstere fra tidlig morgen til sen aften og jonglere med forskellige roller: som forældre, kollega, ansat, ven/veninde, skolebestyrelsesmedlem, hjælpsom nabo mv. Og når de så endelig har fri, så har de virkelig ikke overskud til også at skulle være kæreste eller være noget for den anden. De har taget sig af alle andre hele dagen og har på ingen måde tid til at tage sig af sin partner også.

Sex er nemlig blevet til noget, de giver den anden og en uudtalt forventning, som de tror, man skal leve op til. De har forestillinger om, hvad den anden forventer, og har mere fokus på at tilfredsstille den anden end sig selv. Og når sex udelukkende er for den andens skyld, så kan lysten let forsvinde.

Nogle gange ofrer de sig alligevel – om ikke for husfreden skyld, så for at dulme angsten for, at partneren forlader en ved at sætte hak ud for ‘kæreste-rollen’. Det bliver ofte den slags sex, de ved virker. Det mekaniske sex, som de plejer, og som de nogenlunde ved, hvor lang tid tager. De orker ikke andet. Tanken om at være eksperimenterende og fornyende er ikke-eksisterende, og endnu engang får de mere af den sex, der i bund og grund keder dem, og som blot bliver endnu et søm i kisten, hvor lysten og begæret hviler. Med tiden mister mange par intimiteten, nærheden og den hengivenhed, de viser hinanden, når de har sex.

Sex er ikke kun noget, vi giver, men også noget, vi tar’

Når de ikke sørger for at få plads til sig selv og sin egen lyst, så kan det være utroligt svært at blive opmærksom på, hvad de ønsker – og selvsagt også at sætte ord på det. Hvad tænder jeg på? Hvad fantaserer jeg om? Hvordan kan jeg lide, at du rører ved mig? Hvad er sex for mig?

Mennesker er seksuelle væsener og født med en lyst. Lysten kan være svingende gennem livet, men den forsvinder ikke bare fra jordens overflade. Men vi kan lægge låg på den, bl.a. ved at være optaget af andet og andre end sig selv. Når vi løber rundt i hamsterhjulet og forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, er der ikke meget rum til at overgive sig til egen nydelse og udforske sine egne seksuelle lyster. Med tiden bliver det nemmere at lægge afstand til lysten, mens tvivlen og skylden stadig kommer op til overfladen, når vi bliver mindet om, at sådan burde det ikke være. Lige indtil en af parterne en skønne dag ikke længere kan holde afstanden ud mere.

Kunne I tænke jer at få sat ord på jeres lyst? I kan læse meget mere om parterapi her.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)

Book tid her