Er din kæreste blevet din projektleder?

Hun trækker læsset, og han kan ikke følge med, er blot et udtryk for, hvad jeg oplever mest. Konflikten kan gå begge veje og på kryds og tværs. Han og hun er altså ikke absolutter.

Hun er drænet, ufattelig træt, udbrændt og slidt op. Hun har smurt madpakker til børnene og fået dem i tøjet. Hun reder sengen, rydder af på køkkenbordet og sætter en vask over, inden hun tager på arbejde. Hun har naturligvis allerede tjekket, hvad der mangler i køleskabet til aftensmad. I frokostpausen bestiller hun tandlægetid til den yngste og henter den nye ugeplan på Aula. Hun ved, de skal på tur onsdag – ‘husk gummistøvler’ bliver noteret på listen. Vi er kun nået til frokostpausen, og det fortsætter. Dag ind og dag ud fra morgen til aften. Hun føler sig alene om at trække læsset, er blevet bitter og pissevred på ham over, at han kan være så blind og tage så let på det hele. Derhjemme er hun mor for sine børn, og nu er hun også blevet projektleder for sin mand. Og når dagen er omme, og pligterne er klaret, er hun bare træt og udmattet.

Han sidder nærmest skamfuld og tom og siger ikke meget. Han kan ikke gøre noget godt nok. Næsten ligegyldigt, hvad han foreslår, bliver det slået ned med et dybt suk. Han føler sig i vejen og helt uden betydning. Han er frustreret og irriteret over, at hun hundser med ham derhjemme, og at han ikke kan sidde i bare fem minutter uden at skulle have dårlig samvittighed eller få sendt bebrejdende blikke. Han føler afvist og har givet op. Han savner den kvinde, han mødte. Han savner, at de kan lave noget hyggeligt sammen. Det hele går op i praktik og planlægning, og der er hverken sex, intimitet eller kærlige ord mellem dem mere. Det eneste, han oplever, der er tilbage mellem dem, er bebrejdelser og et regnskab over, hvem der har gjort mest – og han kan ikke følge med. Han føler bare, at han ikke er god nok.

Når vi er fanget i dette mønster, kan det være svært at se ud over egen næstetip. Det opleves som om, at det er den anden, der er forkert på den og ikke har fattet meningen med livet. Men i bund og grund er der ingen af jer, der er forkerte – blot forskellige.

Giv slip

For hende kan det være voldsomt svært at give slip på opgaver og ansvar eller at slække på standarden derhjemme, for når hun står med hele ansvaret, opleves det som at drukne. Hun kæmper en kamp hver dag for at holde sig oven vande. For ham er det en kæmpe afmagt, han møder, og han ender ofte med at give op og trække sig. Han har ikke det overblik, hun har. Han ser simpelthen ikke det, hun ser. Eller han ville nok få øjnene op for det i tide, men ikke på forhånd ligesom hende. Hvis han glemmer gummistøvlerne i børnehaven, cykler han da bare hjem og henter dem, og værre er det vel ikke? Men for hende ville den gode forælder have husket dem på forhånd.

Dette mønster slider på begge parter, jeres forhold og på dynamikken i hele familien. Begge parter føler sig ensomme og mellem jer er et køligt regnskab, der ikke går op. I erkendelsen af, at regnskabet ikke løser sig selv, og at I ikke kan lave hinanden om, kan det betale sig at kigge på, hvordan I kan få det til at gå op. Ikke ved at kigge på, hvad den anden burde gøre, men hvad det er, jeg gør ved mig selv. Hun kan måske undersøge, hvad det er for en kamp, hun kæmper, og hvad hun vil undgå at drukne i. Er det hendes egne forventninger til sig selv? Som måske er påvirket af samfund og kultur? Og er det meningsfuldt for hende at leve sådan? Men hvad kan han gøre?

Show up

Han kan vise sig. Hvordan bærer han sig ad med at gå i ét med tapetet, være frustreret, føle afsavn og afmagt? I langt de fleste tilfælde er det manglende stillingtagen. Vi kan gisne og spekulere over alle mulige grunde til, hvordan han som barn så, at mor havde styr på hjemmet, og at han ikke lærte at betjene en vaskemaskine, før han rundede de 30. Men han er voksen nu. I hvert fald voksen nok til at have en holdning og en mening. Men han undgår at tage stilling og gemmer sig ved at overlade projektlederrollen til hende.

Han kan spørge sig selv: Hvordan synes du hjemmet skal holdes? Hvor tit synes du, I skal tjekke Aula? Hvad er din holdning til madpakker? Hvad synes du er vigtigst? Er det vigtigt for dig, at børnene får grønt med i madpakken? Det er selvsagt, at han har en oplevelse af, at han ikke kan gøre det godt nok, når han forsøger at gøre det på hendes måde. Det kan han i sagens natur ikke, for han er ikke hende. Han kan kun gøre det på sin egen måde, men hvis han ikke har taget stilling, så har han heller ikke en måde.

Så hvad handler hans frustration om? I de fleste tilfælde har han ikke en holdning og følger bare med, og/eller han gemmer sig i stedet for at vise sig. Han kan vise hende, hvem han er, og hvad han står for, for hun længes efter at møde ham. Det er muligt, han ikke er enig i intervallet af ugentlige støvsugninger eller standarden på børnenes madpakker, men i det mindste har han en holdning og et udgangspunkt at forhandle ud fra – noget, de kan mødes om. Måske han aldrig gider at røre en støvsuger i sit liv. Hvilke muligheder er der i den situation? Skal de have en robotstøvsuger? Rengøringshjælp? Er der andet, han kan byde ind med? Har hun valgt den forkerte mand? Måske han allerede gør mange andre ting i hjemmet, som hun ikke ser? Måske han laver lækre bøffer og åbner rødvin, mens hun støvsuger?

Uden stillingtagen bliver det ofte den anden ‘der får mig til at …’, hvilket naturligvis opleves frustrerende. Men virkeligheden er, at det er ikke hende, der får ham til at støvsuge. Det er hans egne to ben, der går op og henter den.

Der sker ikke noget nyt, før I prøver

De fleste par, jeg ser, er opgivende på forhånd. Kampen har stået på så længe, og de sidder fast i deres mønstre. De kan slet ikke se andre udveje. Hun tror ikke på, at hun kan give slip på opgaver, for han glemmer dem bare, og så er det alligevel hende, der skal smide, hvad hun har i hænderne, og så er det dobbeltarbejde, og han tror ikke på, at hun godtager nogen som helst holdning eller stillingtagen fra ham. Og så er I lige vidt.

Jeg vil opfordre jer til at prøve.