Er der krise i dit parforhold?

Parterapi København

Vi bilder os ind at vi kender vores partner langt bedre end de selv gør. Vi har luret dem og kan tydeligt se alt de de ikke selv kan se. Det er begyndelsen til en krise i parforholdet

Kender du det, når din partner har gennemskuet hvad du er for en og hvad du tænker “ja, ja… du skal bare altid have ret, du tror du er så klog”, eller endnu bedre… når han/hun har luret dine intentioner og udemærket ved hvorfor du gør som du gør “du fjerner altid mine ting for at irritere mig”?

Pludselig skal du stå skoleret og tage imod et verbalt angreb eller alternativt gennemleve en opslidende tavshed, der kan trække ud i dage, indtil du til sidst får at vide, hvad du helt bevidst har gjort galt. Som regel noget der, bare var for at irritere eller såre din partner. Du kan naturligvis ikke selv nikke genkendende til indholdet, men du kan ikke trænge igennem med bedre.

Jeres forhold er nået til et punkt, hvor din partner nu er overbevist om, at han/hun kender dig bedre, end du selv gør, og det er ligegyldigt hvad du siger, det bliver ikke hørt. Når du forsøger at fortælle om din oprigtige intention, bliver det affejet med et “ja, ja, det siger du altid, men…” Din partners billede af hvordan du er eller hvorfor du gør som du gør, er så fasttømret, at du ikke kan rokke ved det mere.

Én handling – flere fortolkninger

En handling som at fjerne sin partners værktøj fra spisebordet kan have mange forskellige intentioner og lige så mange fortolkninger af partneren:

  • Dine ting roder altid og jeg gider ikke glo på dem
  • Dit værktøj er i vejen og hører ikke til på spisebordet
  • Åh nej, bare nu børnene ikke roder i værktøjet og kommer galt afsted eller ødelægger det
  • Han har også så travlt, jeg hjælper ham lige og rydder op
  • Jeg fjerner lige hans ting, så jeg kan dække bord til en romantisk middag senere

En handling kan tolkes med glæde eller med irritation. Desværre vælger de fleste at tolke en sådan handling som noget negativt, og det er sådan vi vælger at tænke om vores partner, vores kæreste, og den vi har valgt at dele vores liv med. Det er sørgeligt at det ofte ender sådan, og det er en krise der kan være ødelæggende for parforholdet, når vi går og stikker dårlige intentioner ned i halsen på hinanden, istedet for at bare at spørge og være nysgerrige.

Og endnu værre bliver det, når vi oven i købet tillægger vores partner evner som “du burde da også vide” og “det kan du da nok regne ud” og så bebrejder dem for ikke at gøre brug af dem.

Inden du lukker ned for denne side, så spør’ også lige dig selv, kender du din partner bedre end han/hun selv gør? Eller er du ikke sådan én?

Overvejer du/I at tale med en parterapeut eller en psykoterapeut?

Book en tid online, eller kontakt mig på 50 86 52 08 / volder@thepraxis-backup.peterklitkou.com, hvis du har yderligere spørgsmål. Jeg er uddannet og eksamineret par- og psykoterapeut MPF, medlem af Dansk Psykoterapeutforening og har flere efteruddannelser i parterapi. Terapien foregår i København K og jeg har naturligvis tavshedspligt.