Ensomhed i parforholdet

At være en del af et parforhold, er måske den mest betydningsfulde relation vi går ind i (udover relationen til vores børn). At relationen bliver så betydningsfuld, og så stor en del af vores liv, betyder også at den bliver voldsom sårbar og vi nemt kan komme til at opleve ensomhed. Det er uundgåeligt at vi slår os, at vi vil blive såret og trigget lige der, hvor det gør allermest ondt.

Her refererer jeg ikke til ekstremt dysfunktionelle parforhold, med magtspil, vold og bedrag. Men til helt ‘almindelige’ parforhold, som jeg ser dem, i min praksis.

Når vi bliver trigget eller såret, er det ofte følelser og overbevisninger fra fortiden, der skaber ensomheden. Tidligere erfaringer, kommer til at dominere og forstyrre det klare billede, som udspiller sig her og nu. Det bliver rigtig ofte til misforståelser og endnu stærkere overbevisninger og stærkere ensomhed, når der ikke bliver sat ord på. Og her mener jeg ikke de bebrejdende og anklagende ord, men de nysgerrige, der forsøger at undersøge hvad der egentlig er på spil, og om det egentlig forholder sig sådan som vi antager.

Eksempel:
“X: Hvordan kan du være så ligeglad, at du bare overlader al oprydning til mig”
“Y: Oprydning er åbenbart vigtigere end mig”

Vores følelser og overbevisninger er vores egne, og dem må vi selv tage ansvaret for.

Vi kan være reflekterende og undersøgende på hvad der sker i den anden, eller vi kan være fastlåste og holde fast i egne antagelser om den anden. Gøre den anden ansvarlig for hvordan vi har det, og stikke vedkommende noget i skoene, som han/hun ikke kan genkende. Vi ser pludselig ikke hinanden, som dem vi egentlig er, og som dem vi gerne vil ses og opleves som. I stedet ser vi en negativ skygge fra fortiden, typisk med dårlige intentioner. Og det vil uundgåeligt skabe afstand og ensomhed i parforholdet.

At nærme sig hinanden og fjerne sig fra ensomheden, er at kunne se hinanden klart, og at være opmærksom på, hvad der er egne antagelser og hvad der er den andens virkelighed.

Det betyder også, at du reagerer ud fra en mere autentisk og ‘voksen’ version af dig selv, snarere end en fastlåst overbevisning fra fortiden. Du kommer nærmere den du selv ser dig som, og så kan du nærme dig din partner. Du bliver optaget af jeres relation, og ikke de sårede følelser fra fortiden.

Eksempel:
“X: Jeg får ro i hovedet når der er ryddet op, har du lyst til at give et nap med, så vi får mere tid sammen?”
“Y: X er lige optaget, jeg læser avisen imens / jeg letter lige røven, X ser træt ud”

Årsager til ensomhed i parforholdet

Der kan ligge meget til grund for ensomhed i parforholdet. Noget af det jeg oftest ser udspille sig i min praksis, er nedenstående temaer.

At vi gør hinanden ansvarlige for egne følelser
Hvis nu bare den anden kunne forstå… ville se… tænke eller synes… gad eller ikke gad… noget mere eller mindre, ville jeg ikke behøve være så bitter hele tiden. Når vi ikke tager ansvar for egne følelser og hvordan vi reagerer bliver vi fastlåste og kan ikke se klart. Hvad er hvad. Parforholdet er fyldt med hensynsbetændelse, og der bliver ofte tolket på det parterne siger til hinanden. De slår sig voldsomt på hinanden og ender nærmest med at gå på æggeskaller. Ingen af parterne trives, og det er en faldgrube med mange misforståelser, der kan gøre afstanden endnu større.

“X: Det er mit behov at rydde op”

Kommunikationen er bebrejdende, anklagende og kritisk
Når den ene bebrejder, går den anden i forsvar og forklarer. De færreste kan lytte godt efter, mens kritikken hagler ned om dem, og de færreste har brug for forklaringer, som for øvrigt ofte bliver hørt som en undskyldning. Det bliver en kamp om at vinde. Det vil sige at ingen lytter til hinanden og ingen føler sig set eller hørt. De er begge optaget af hvad der sker i dem selv, og ikke af relationen eller den anden. Det efterlader begge parter med en følelse af ensomhed og afmagt.

“X: Hvad siger du til at give en hånd med?”

Manglende accept af hinandens forskelligheder
De fleste er klar over at de er to forskellige mennesker, men alligevel kan det være så svært at acceptere forskelligheden. Særligt den mentale og den følelsesmæssige forskellighed. Det der er vigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis vigtigt for den anden. Det bliver ofte misforstået og tolket som at, hvis du ikke synes det er lige så vigtigt som mig, så elsker du mig ikke nok. Pludselig ser vi kun det vi ikke får. Her kan parterne ofte komme til at gøre hinanden forkerte i deres forskellighed. Det kan blive en lang og udmattende kamp, om hvis virkelighed der er mest rigtig og forkert, og her kan de fleste virkelig føle sig ensomme i deres parforhold. Helt firkantet sagt, kan vi accepter den partner vi har selv har valgt. Ellers må vi gå, hvis vi ikke kan forhandle.

“X: Gad vide hvad Y tænker om oprydning” “og hvis Y ikke har det på samme måde som mig, hvordan vil jeg så forholde mig til det”

Vi bilder os ind, at vi har ret til hinanden
Mange par ender med at blive for magelige i parforholdet når de ikke møder en grænse hos den anden. De glemmer at forholde sig til den anden som et selvstændigt menneske, og behandler den anden som en forlængelse af sig selv. De føler sig ensomme i parforholdet og kan slet ikke mærke den anden. Ofte taler de pænere til kassemedarbejderen i Netto, end de gør til deres partner, og i de fleste tilfælde i håbet om, bare at få en reaktion fra den anden, at mærke den anden. Hvor er du?

“X: Når det er vigtigt for mig, burde det også være vigtigt for dig”

Parret er smeltet sammen
Der er rigtig mange parforhold hvor parterne lever grænseløst. De er smeltet sammen til et ‘vi’ og ikke to parter. Det vil sige at der er ikke to parter der mødes. Det kan skabe en voldsom ensomhed i parforholdet, for begge parter er ‘forsvundet’. Vi kan ikke engang mærke os selv mere.

“X: Har vi lyst til at rydde op?”

Konfliktskyhed
Når den ene undviger konflikter, ved at gemme sig bag sit skjold, efterlader det den anden i et tomrum, der opleves som voldsomt ensomt. Der kan være mange grunde til at vi har lært at undvige konflikter, men det er typisk en undgåelsesstrategi fra fortiden, der ikke forholder sig til hvad der sker i nutiden. Angsten for konflikten kommer til at fylde mere, end det der sker her og nu i relationen. Den ene forsøger at gøre sig usynlig til uvejret er overstået, mens den anden oplever det som at slå i en pude. Begge parter bliver efterladt ensomme og opgivende.

“X: Jeg er pisse træt af at du altid sidder og glor, mens jeg rydder op?”
Y: Lader som om vedkommende ikke hører det

Regnestykket: det skal være lige
Jeg møder mange par der oplever deres hverdag som stresset og den ene eller begge parter er i underskud. Deres hverdag hænger dem langt ud af halsen og de er ved at drukne i pligter derhjemme. Det er blevet en kamp om at overleve, snarere end at leve. Deres parforhold er ‘bare blevet sådan’. Helt ureflekteret. Der er ikke plads til spontanitet, sjov eller ballade, og skal der bruges tid på noget, så skal det have et praktisk formål. Særligt her, hvis den ene part føler sig mere ophængt end den anden, kan det gå rigtig skævt og føles ensomt. Den ene synes at den anden skal oppe sig, og den anden synes den ene skal slappe lidt af. De vil begge have noget af hinanden, som de ikke kan få. De begynder at føre regnskab om hvem der har gjort hvad og hvornår, som de bruger som skyts mod hinanden. Ensomheden i parforholdet vokser, særligt når de ikke er ‘lige’.

“X: Det er fandme altid mig der rydder op her hjemme”

Og alt det vi ikke får sagt…
En af de væsentlige årsager, som jeg oplever skaber ensomhed i parforholdet, er alt det der ikke bliver sagt eller italesat. Alt det begge parter vælger at holde for sig selv, enten fordi de antager, at de ved hvad der sker i den anden og hvad den anden tænker, eller ikke vil såre den anden, eller ikke vil skabe en konflikt, eller gik ud fra… Alt det der ikke bliver sagt kan skabe en voldsom ensomhed. Elefanten er i rummet, og hvis vi taler om den er der en chance for at føle sig set.

“X: Du kan da nok regne ud, at der skal ryddes op”

Intimitet og nærvær opstår når vi kan være sårbare. Er der ikke plads til sårbarhed mellem jer, kan intimiteten ikke vokse – kun afstanden og ensomheden. Jo mere inkluderende vi er over for vores partner, des mindre ensomhed vil der være i parforholdet.

Jeg vil opfordre dig til at reflektere over, hvordan du selv bidrager til at blive på den modsatte side? Og hvordan bærer du dig ad, med at isolerer dig selv?

Længes I efter hinanden? I kan læse meget mere om parterapi her

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)