Det skal i hvert fald ikke være for min skyld!

Du skal ville det jeg vil, og gerne lige så meget som mig. Ellers lader jeg helt vær. Eller hvis jeg føler jeg er til besvær, så elsker du mig ikke nok, eller ikke kan rumme mig, når jeg er i vejen.

Men kan du rumme dig selv som en person, der kan være i vejen og nogen gange til besvær? Må du tage din plads og have dine behov.

Kan du være dig og stå med et stolt og skævt smil mens du siger ”Ja, jeg er skidebesværlig lige nu, men jeg vil… Kan du leve med det?”

Et af de temaer jeg ofte ser udspille sig, mellem de par der kommer i min praksis, er at den ene eller begge parter er kommet så langt væk fra sig selv (og hinanden), at de nærmest ikke kan kende sig selv mere.

De går ofte i den tro, at de kun bliver elsket, hvis de ikke er i vejen eller til besvær, for den anden. Og de kan tage så meget hensyn til hinanden, at de nærmest ikke selv kan få luft.

Du skal i hvert fald ikke gøre det kun for min skyld!

Hvis den ene ikke kan lide Jazz stopper den anden med at høre Jazz derhjemme. Eller hvis den anden ikke kan lide fisk, nøjes den ene med at spise fisk, når vedkommende er alene.

Det er naturligvis en sympatisk egenskab, at tage hensyn til hinanden, særligt når man bor sammen. Men bliver det på bekostning, at der ikke er plads til at være sig selv, er det blevet til hensynsbetændelse, der på sigt, får parforholdet til at implodere.

Det handler nemlig også at turde vise sig selv, sammen med sin partner. Når vi gemmer os, for ikke at være i vejen eller til besvær forsvinder vi. Og det kan være voldsomt ensomt for den anden part. Hvor blev du af?

De kvaliteter og den forskellighed vedkommende blev forelsket i, forsvandt med tiden. Og når den ene tager hensyn til den anden, ligger der ofte en usagt forventning om, at hensynet går begge veje.

Hensynsbetændelsen kan fylde så meget mellem partnerne. Den bliver en elefant i rummet, som ingen får talt om. De kan gå i mange år, med oplevelsen af, at der bliver mindre og mindre plads til dem selv.

I troen på at de ikke må være på bekostning af hinanden, lægger de låg på egne behov og lyster, og det kan føles som et fængsel at komme hjem til den de elsker.

Heldigvis er det sådan, at med mindre der er lavet en aftale om aldrig at høre Jazz hjemme hos jer, er du fri til at sætte det fedeste album på nu. Det er muligt din partner ikke kan lide det, men det kan du! Og det er vel vigtigt at der er plads til jer begge?

Du har også mulighed for at sige, “Hey! er det fint med dig at jeg skruer op for jazzen?”. Og evt. overveje om det bare blev sådan, at du ikke hører jazz derhjemme. Måske fordi du tænkte, at din partner ikke vil elske dig, hvis du gør. Eller engang har lært, at du ikke må være i vejen, hvis du vil elskes.

Det kan godt være din partner sukker højlydt og ikke kan lide det, men måske det så giver mulighed for, at få fisk i aften. Fordi der er blevet lidt mere plads til at være jer. 

Og hvad er vigtigst? At du også kan være dig i forholdet, eller at din partners ører skal spares for lidt jazz en gang imellem?

Alternativet kan blive et giftigt regnskab

Jeg hører jo heller aldrig Jazz når du er hjemme, hvorfor skal du så altid handle til fisk?

Det er både er tilladt – og faktisk helt uundgåeligt – at vi til tider, kommer til at være i vejen for hinanden i parforholdet. Vi kommer til at være til besvær og endda at være irriterende fra tid til anden. Kan vi rumme os selv som besværlige og acceptere hinanden, giver det mulighed for at fylde (bemærk fylde og ikke tromle)

lidt mere i parforholdet. Æggeskallerne på gulvet kan fejes væk og kan trampe lidt hårdere.

 “Det skal i hvert fald ikke være for min skyld!” Hvorfor ikke? Det må godt være for din skyld. Ja, du må godt synes det er irriterende, at jeg vil høre jazz. Du klarer det nok eller finder på noget andet imens.

Hvis vi ikke tør løbe den risiko, kommer vi til at gemme os i parforholdet. Vi undertrykker egne behov og lyster. Efter flere år i skjul, går det op for den ene (eller begge), at de har ofret sig.

Det bliver ofte til en frustration og vrede mellem parterne, da de oplever, at de har ofret sig for den andens skyld. Alt imens den anden sjældent har bedt om det. Faktisk ofte tvært imod, for den anden står ofte med følelsen af, at der er et gældsbrev forbundet med den enes afsavn.

 Det er nødvendigt at tage hensyn til hinanden i parforholdet. Men hvis hensynet fortolkes som den eneste måde at blive elsket på, frarøver vi os muligheden for at opdage, at vi kan blive elsket som dem vi er. Ikke hvad vi tror den anden vil have.

Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi).