Mange par ‘smelter sammen’ og forsøger at blive ens med fælles værdisæt og regler: ‘Sådan gør vi herhjemme’. Vi underkaster os forholdet på bekostning af vores egen autonomi, og på den måde sætter vi forholdet før os selv. Når et par ureflekteret bliver forenet på denne måde, kan det ophæve følelsen af at være alene i tilværelsen; vi er sammen og enige om at være forbundne i al evighed. Men i mange tilfælde vil parforholdet bygge på en umoden afhængighed af partneren: Jeg kan ikke være i verden uden dig.
Et parforhold er i sig selv en forening, men i denne forening kan parterne give hinanden mere eller mindre plads. Hos de fleste opstår problemerne, når parterne giver hinanden for lidt plads, når der ikke er overbærenhed og fleksibilitet. For andre par, derimod, giver det mening at leve i total forening. Der er intet rigtig og forkert. Det vigtigste er blot, at der er tale om et reflekteret valg, og at I ikke reducerer hinandens potentiale.
Når den ‘tætte’ forening er blevet et problem for den ene eller begge parter, er der mange, der oplever, at deres autonomi forsvinder i parforholdet. Deres egen selvstændighed og identitet er forsvundet, og frustrationen over, at der ikke er plads til at udvikle sig, medmindre det er til gavn for forholdet, vokser. Forholdet og fællesskabet kommer før den enkelte.
At være forenet hele tiden, med et fælles værdisæt og enighed, er en håbløs illusion. Det, de fleste af os fejlagtigt har lært, er, at ægte kærlighed betyder, at vi skal tilbringe al vores fritid sammen med vores partner. Vi skal leve som ét frem for to adskilte mennesker, der i balance finder sammen og trækker sig tilbage. Adskilthed og forskellighed bliver ofte set som en trussel, nærmest som et signal om, at vi ikke elsker vores partner nok. Vi ophæver vores personlige grænse i en sådan forening. Det er pludselig ikke længere i orden at sige ”nej” til vores partner, uden at der skal forklares, argumenteres og diskuteres. At vælge sig selv blot af lyst bliver af den anden part set som et fravalg af forholdet. Det betyder, at vi begynder at gå på æggeskaller for ikke at såre den anden part, og en uhensigtsmæssig hensyntagen til vores partner begynder at slide på forholdet.
Hvordan kommer vi tættere på hinanden?
Paradokset i denne forening/sammensmeltning er, at det kun er i kraft af vores bevidsthed om, at vi ikke er en del af hinanden, men to adskilte personer, der vælger at mødes, at vi kan komme tættere på hinanden. Vi mødes med hver sit værdisæt, og vi er to forskellige personer med hver sine behov. Det er, når vi bliver opmærksomme på og giver plads til, at vi er forskellige, at vi bliver nysgerrige efter hinanden igen, og at vi kan komme tættere på hinanden. Når vi behandler andre, som om de er eller burde være ligesom os, skaber vi afstand mellem os og dem.
Afhængighed/selvstændighed
At leve i et forhold til en anden er et af menneskets største udfordringer i voksenlivet. Ingen bryder sig om indskrænkninger, hvor vi mister vores ret til selv at definere værdier og bestemme. Men det er en misforståelse at tro, at selvstændighed er fravær af afhængighed, og ligeledes, at afhængighed er fravær af selvstændighed. At være afhængig af andre er et vilkår, vi ikke kan undvige, fordi vi er afhængige af andre mennesker, særligt den, vi deler vores liv med. Men hvis vi kun kan opleve os selv som hele mennesker, i og med at vi bliver forenet med en anden, er vores selvstændighed sat over styr.
Når to mennesker elsker hinanden og bliver tætte, skaber de derimod mere plads imellem sig – den plads, der er afgørende for intimiteten.
Længes I efter at mærke jer selv i jeres parforhold? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
