Når andre har antagelser om os og vores hensigter, føles det voldsomt grænseoverskridende og nærmest respektløst. Vi føler os hverken set, hørt eller mødt, og det bliver vi jo egentlig heller ikke. Den anden ser os gennem sit eget filter, baseret på egne tidligere erfaringer og opfattelse, hvilket sjældent svarer til et rettidigt billede eller er i overensstemmelse med virkeligheden i den person der står over for dig. Vil vi have sandheden om hvad der foregår i vores parter må vi spørge, i stedet for at antage.
Mange diskussioner i parforholdet bygger på antagelser. Når den ene antager, føler den anden sig ikke forstået og går måske i forsvar, eller vil overbevise og forklare, mens den der antager holder fast i sin antagelse og ikke lytter til sin partner. Begge ender som sårede krigere og afstanden mellem jer er blevet en smule større.
Nogen gange kan vi endda vildledes til at tro at vi kender vores partner bedre end vedkommende kender sig selv. At vi kan gennemskue dem eller læse deres tanker. Det betyder selvsagt at nysgerrigheden på hinanden er forsvundet og din partner er blevet forudsigelig. Sandheden er, at det ofte er noget vi bilder os ind. Vi forhindrer os selv i at opdage hinanden og bevare nysgerrigheden og interessen for hinanden.
Det kan give en oplevelse af tryghed i parforholdet, når vi bilder os ind at vi kan læse hinanden. Men det er en evne med mange faldgruber, som parterne ofte først opdager, når de er kommet så langt væk fra hinanden, at den ene vil ud af forholdet, og det går op for dem, at de har talt forbi hinanden/ikke hørt hinanden i flere år.
Hvad kan vi gøre i stedet?
Med en erkendelse at at vi ikke kan læse hinanden, og ved at tjekke ind med vores partner, kan vi undersøge, om de antagelser vi gør os er rigtige. Alle mennesker har antagelser, men vi kan blive opmærksomme på at det er en antagelse, og give os selv muligheden for også at få et bud på virkeligheden. Vores partner er den eneste i denne verden, der kan give os et sandfærdigt billede af, hvad der foregår inde i vedkommende. Spørgsmålet er, om vi er klar til at lytte.
Uden villighed til at møde den anden:
“Du gider jo alligevel aldrig gå med mig, når jeg spør’”
Med villighed til at møde den anden:
“Jeg har en fornemmelse af at du ikke har lyst til at gå med mig, er det korrekt?”
Måske du får er “ja”, eller måske du får et “nej”, her er det op til dig om du vil lytte og tro på din partner.
Når din partner har antagelser om dig som du ikke kan genkende, og ikke orker overbevise vedkommende om at han/hun/hen tager fejl:
Fx “Du gider jo alligevel aldrig gå med mig, når jeg spør’”
“Det kan jeg ikke genkende, men hvis det er sådan du vil tænke om mig, kan jeg ikke gøre noget ved det. Hvis du dog en dag bliver klar til at høre sandheden, er du velkommen til at spørge mig, om jeg vil gå med dig”
Den store gevinst i forholdet er, at nysgerrigheden og spændingen får plads til at vokse igen, hvis vi tør leve med uforudsigelighed. God arbejdslyst med at lære hinanden at kende igen.
Går I også og gør jer antagelser om hinanden? I kan læse meget mere om parterapi her.
Jeg hedder Cirkeline og er certificeret parterapeut og psykoterapeut MPF. Jeg er godkendt og medlem af Dansk psykoterapeutforening samt DACS (Dansk forening for klinisk sexologi)
Book tid her
